God søndag for Vendsyssel: Ny offensiv profil og sejr i testkamp
Vendsyssel slog Thisted FC med 1-0 søndag eftermiddag
FODBOLD: Det var Vendsyssel, der kom bedst ud af det, da to nordjyske mandskaber søndag tørnede sammen i en testkamp. Tiemoko Konaté scorede kampens eneste mål på en friløber, der var lidt af en foræring fra hjemmeholdets målmand, der dårligt eksekverede et udspark.
- For os var det en rigtig fin dag, fordi vi formåede at holde nullet. Vi har arbejdet meget med den defensive base i den seneste tid, og vi formår igennem hele kampen at holde dem væk fra chancer, siger Vendsyssel-træner Johnny Mølby.
- Offensivt kan og skal vi levere noget bedre, men det er jeg også sikker på kan komme, når vi arbejder mere med den side af spillet. Samtidig har vi jo to nye spillere, som ikke har været i aktion endnu, og det er jo netop nogle af de spillere, der skal være med til at skabe de offensive åbninger, som vi skal bruge fremadrettet, siger han.
Vendsyssel hentede søndag offensivspiller Ali Messaoud, der skifter på en to- årig aftale fra hollandske Excelsior.
- Ali er en kreativ offensiv midtbane, der har sin store styrke på banens sidste tredjedel. Han er dygtig til at komme i feltet som mål- scorer, i relationerne med sine holdkammerater og til at lave den sidste aflevering. Så vi får en spiller, der kommer til at bidrage meget til vores offensiv,” siger sportsdirektør Ole Nielsen.
På 102 kampe i Æresdivision har han lavet 17 mål og 17 assists.
Også i Thisted-lejren var der god tilfredshed med søndagens testkamp.
- For os var det en sindssygt god test mod et rigtig godt hold. Vi banker på nogle gange med nogle ting, der er lige ved og næsten, men der viser de så også deres niveau, siger træner Bo Thomsen.
- Vi bliver trætte til allersidst og forærer dem et mål, men især i første halvleg var det meget lige. og vi spillede med en god struktur, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.