Hamrén revser straffesparkskendelse: - Et af de tyndeste, jeg har set

Der er en del at tage fat på, når Erik Hamrén skal evaluere nederlaget i Odense med sine spillere

Erik Hamrén var hverken tilfreds med AaB-præstation eller dommerkendelse, da han skulle gøre status. <i>Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Erik Hamrén var hverken tilfreds med AaB-præstation eller dommerkendelse, da han skulle gøre status. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

ODENSE:Erik Hamrén er normalt en rolig mand, men han var tydeligvis træt af det straffespark, som satte OB i gang i 2-1-sejren over AaB. 

Unge Oliver Ross begik straffesparket, men den svenske AaB-træner rettede ikke kritikken mod den unge AaB'er.

- Nu har jeg set straffesparket igen. Jeg synes absolut ikke, der er straffe. Jeg stod med samme fornemmelse på sidelinjen. De tjekkede den jo, men efter at have set situationen må jeg sige, at det er et af de tyndeste straffespark, som jeg har set, siger Erik Hamrén.

AaB var i minutterne op til straffesparket under pres. Det var tydeligt, at noget i AaB-spillet slet ikke fungerede. Ofte var der intet pres på boldholderen. Bagkæden havde svært ved at styre de konstant dybdeløbende fynboer. 

- Vi gør ikke tingene, som vi skal i vores presspil. Det blev bedre, som kampen skred frem, men det var svært at spille fodbold. Vi forsøgte at sætte tre angribere ind, men det lykkedes heller ikke. Vi spillede lidt naivt med for mange korte pasninger, konstaterer den svenske AaB-træner.

- Jeg savnede det mod, som vi har vist i de foregående kampe, og så savnede jeg evnen til at sætte sig igennem og vinde de nødvendige dueller defensivt. Jeg savnede også, at vores organisation rent defensivt var bedre. Vi arbejdede ikke som den enhed i vores pres.

Netop duelstyrken og evnen til at gøre nogle af de simple ting rigtigt var et nedslagspunkt for Rasmus Thelander. 

- Det var alt det basale, som vi ikke kunne finde ud af i dag. Det så virkelig ikke godt ud, og så må vi hjem og have set på vores presspil, for det fungerede heller ikke. Der var i det hele taget ikke ret meget, der fungerede for os, konstaterer Thelander, der havde svært ved at skjule sin skuffelse. 

- Det her føles virkelig som et slag i maven, for det var ikke den her præstation, som vi havde regnet med, siger Rasmus Thelander. 

Erik Hamrén ved kun alt for godt, hvor slem situationen er, så man behøver ikke minde ham om, at den seneste superligasejr føles som en evighed siden. 

- Det er ikke en god situation, vi står i. Det ved vi. I dag var præstationen ikke god nok. Vi har haft tre gode indsatser, men det her var et skridt tilbage for os, siger Erik Hamrén. 

- Jeg har hele tiden sagt, at det bliver de sidste 10 kampe, der bliver afgørende. Jeg har også hele tiden sagt, at det gjaldt om, at vi skulle tage flest mulige point inden nedrykningsspillet. Det er vi ikke lykkedes med. Vi har kun taget et point, så det er en svær situation, vi står i. 

AaB mangler én kamp i Superligaens grundspil. Den står hjemme mod Randers FC søndag i næste uge. Derefter venter ti kampe i nedrykningsspillet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.