AaB

Her er sportschefens dom over udlejede AaB-spillere

Superligaklubben har allerede flere spillere på udlån i andre klubber, men de kan få følgeskab af flere i januars vindue

AaB's sportschef Inge André Olsen gør status over de fire AaB-spillere, der er lejet ud til andre klubber. Arkivfoto: Henrik Bo

AaB's sportschef Inge André Olsen gør status over de fire AaB-spillere, der er lejet ud til andre klubber. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Stort set siden sin tiltrædelse i AaB har sportschef Inge André Olsen kæmpet med at reducere antallet af spillere i truppen. I sommerens transfervindue fik man gjort et indhug i antallet. Blandt andet ved at udleje flere marginalspillere til andre klubber.

Efter en halvsæson på fremmed græs er Inge André Olsen klar til at gøre status over udviklingen for disse spillere. Det drejer sig om Robert Kakeeto og Oliver Børsting, der begge er på lån i 2. divisionsklubben Skive. Oliver Klitten er udlånt til Hobro, mens Jeppe Pedersen er havnet i Hjørring hos Vendsyssel FF.

- Målet med at leje disse spillere ud var jo dels at sikre dem noget mere spilletid, end det der var udsigt til i AaB, og dels var det at give dem de bedste muligheder for at udvikle sig via spilletid, siger Inge André Olsen, der har været en flittig gæst hos Vendsyssel FF, Hobro og Skive i dette efterår.

Det store spørgsmål er, hvad han har set fra sine udlejede spillere? Umiddelbart er der ikke for alvor en af de fire, der har overbevist om, at fremtiden skal ligge i AaB. Oliver Klitten har dog i glimt vist sig godt frem i Hobro, hvor det er blevet til fem mål i 18 kampe. Klitten har fået 1151 kampminutter i benene.

- Oliver har fået spillet en masse, og det var vigtigt for hans udvikling, og han har også vist sig godt frem. Her mod slutningen er han røget lidt ud på bænken, fordi Hobro har skiftet formation til 3-5-2, som måske ikke lige passer ham, men overordnet set ser det ud til at være et godt lejemål, siger Inge André Olsen.

Nogenlunde samme melding er der i forhold til Jeppe Pedersens erfaringer fra Vendsyssel FF, hvor det er blevet til 682 minutters fodbold for den unge midtbanespiller.

- Jeppe er kommet til en klub med en træner, der gerne vil have høj intensitet i alt, hvad der bliver lavet. Det er en rigtig god erfaring for Jeppe i hans udvikling. Vi kunne naturligvis godt ønske os, at han havde spillet lidt mere, men han har trods alt fået spillet mere, end hvis han havde været i AaB, siger Inge André Olsen.

I sommerens transfervindue stod det ret hurtigt klart, at Oliver Børsting skulle lejes ud. Det endte med at blive Skive, der lejede den unge angriber. Det lejeophold har indtil videre ikke været den ønskede succes.

Oliver Børsting har til tider haft det svært på trods af godt med spilletid, og det har Inge André Olsen noteret sig.

- I forhold til de to spillere i Skive, så kan man sige, at vi måske havde håbet på lidt mere. Det er måske ikke gået helt som håbet for de to i Skive. Oliver Børsting er stadig en meget ung spiller, der skal vænne sig til seniorfodbold, så det er det, han skal bruge lejeopholdet på, siger Inge André Olsen.

- Robert Kakeeto er en lidt mere rutineret spiller. Når vi lejer ham ud til en 2. divisionsklub er det med en klar forventning om, at han går ind og er bedste mand i rækken. Det skal vi forvente af en spiller, der har den erfaring, som han har. Han er ikke helt brændt igennem i Skive. Vi håber og tror, at det bliver bedre i foråret, siger Inge André Olsen.

Alle fire AaB-spillere er lejet ud for resten af sæsonen, og sportschefen kan ikke udelukke, at de får følgeskab af en eller flere spillere i januars transfervindue.

- Det kan godt være, at vi ender med at leje en eller flere spillere ud i januar, men det er ikke umiddelbart planen. Vi har en trup, vi sådan set er godt tilfreds med i forhold til antal, så det skal mere være fordi vi har nogle spillere, der gerne vil ud at have noget mere spilletid, siger Inge André Olsen.

AaB har lige nu 24 mand i truppen, hvor det kun er Lucas Andersen, der er skadet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.