Hobro aflyser træningslejr i Spanien

Corona sætter nu en stopper for Hobros planer om at komme på træningslejr under sydens sol

 <i>Bo Lehm</i>

Bo Lehm

FODBOLD:Opstarten i Hobro skulle have budt på en træningslejr i Alicante i Spanien, som truppen efter planen skulle indlede den 23. januar. Her ventede en træningsturnering mod andre nordiske modstandere. Örebro SK (der netop rykket ud af den bedste svenske række), Ilves (der sluttede som nummer fem i den finske liga) og Argja Boltfelag (tophold i den næstbedste færøske række), inden man ville have sat kursen retur mod Danmark den 6. februar.

Den plan skal nu ændres godt og grundigt. Coronaens store irriterende indvirkning på mangt og meget har nemlig også ramt Hobros planlagte træningslejr til Spanien.

- Vores træningslejr er blevet aflyst på grund af corona. Den træningsturnering, som vi skulle have spillet i Spanien er aflyst, fordi smittetrykket på de kanter er meget stort lige nu, fortæller Lars Justesen, sportslig ansvarlig i Hobro IK.

Ambitionen er dog stadig, at Hobro-truppen skal på tur på en eller anden måde.

- Vi skal bruge den næste uges tid på at finde ud af, hvad der skal ske. Der er flere muligheder i spil her. Det kræver, vi finder et alternativ, for vi vil gerne afsted, siger Lars Justesen.

Corona-pandemiens greb i Europa betyder også, at rejsemulighederne i nogen grad bliver indskrænket for Hobro, der ikke tør binde an med en flyrejse.

- Helt overordnet er det en situation, som vi har stor respekt for. Måske ender det med, at vi tager fem dage til Tyskland, for vi vil gerne have alle mand med på turen. Vi har haft 10 ud af 25 mand, der har været ramt af corona, så vi skal kunne køre til vores destination i bus, siger Lars Justesen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden