Vendsysssel‑Hobro

Hobro IK er storebror før møde med såret Vendsyssel-mandskab

Vendelboerne skal have stoppet blødningen, mens Hobro vil bygge på offensiven, når det nordjyske 1. divisionsslag skal stå

Hobro har ikke tabt til Vendsyssel FF i de seneste seks indbyrdes møder. Arkivfoto: Bente Poder

Hobro har ikke tabt til Vendsyssel FF i de seneste seks indbyrdes møder. Arkivfoto: Bente Poder

FODBOLD:Hobro IK har i den grad manifesteret sig som storebror, når de den sidste håndfuld år har mødt Vendsyssel FF i både Superligaen og 1. division. Premiererunden i landets næstbedste række ser blot ud til at understrege styrkeforholdet inden tirsdagens nordjyske duel i Hjørring.

Hobro så solide ud, da de fik 1-1 i hjemme mod Viborg FF, mens Vendsyssel FF blev ydmyget med 6-0 på udebane af Fremad Amager.

- For at være helt ærlig, så tror jeg, at det er lidt tilfældigt, vi ikke har tabt til Vendsyssel i så mange år. Jeg synes, det næsten hver gang har været nogle tætte og spændende kampe mod dem, og det tror jeg også, det bliver denne gang, siger Hobro-anfører Jonas Brix-Damborg.

Selvom Hobro fik point ud af premieren, har man siden set selvkritisk på præstationen mod Viborg.

Jonas Brix-damborg (th.) er repræsentant for et Hobro-mandskab, der har bevaret en stor del af stammen fra de senere sæsoner, mens Vendsyssel FF har skiftet voldsomt ud. Arkivfoto: Bente Poder

Jonas Brix-damborg (th.) er repræsentant for et Hobro-mandskab, der har bevaret en stor del af stammen fra de senere sæsoner, mens Vendsyssel FF har skiftet voldsomt ud. Arkivfoto: Bente Poder

- Jeg føler stadig, vi blev snydt for sejrsmålet til slut, hvor der blev dømt for, at jeg begik frispark mod deres målmand. Men generelt ville vi gerne have været bedre til at skabe chancer, og derfor har vi siden arbejdet på, hvordan vi skal bygge spillet op og haft fokus på at få nogle flere folk i feltet, forklarer Jonas-Brix-Damborg.

Hos Vendsyssel FF handler det mere simpelt om at få styr på defensiven og udrydde de børnefejl, spillerne i lørdags stod i kø for at lave på Amager.

Indbyrdes møder mellem Hobro og Vendsyssel

Hobro har overhånden, når de to nordjyske hold mødes

22/4-2019 (Superliga): Hobro IK - Vendsyssel FF 3-2

31/3-2019 (Superliga): Vendsyssel FF - Hobro IK 3-3

11/11-2018 (Superliga): Hobro IK - Vendsyssel FF 1-0

16/9-2018 (Superliga): Vendsyssel FF - Hobro IK 1-1

27/5-2017 (1. division): Hobro IK - Vendsyssel FF 1-0

30/10-2016 (1. division): Vendsyssel FF - Hobro IK 0-4

- Vi har i den grad brug for en ny kamp, så vi hurtigst muligt kan få revancheret os. Det var en kollektiv dårlig præstation, og vi har siden kigget på, hvordan vi taktisk kan få justeret tingene og stå bedre defensivt, siger forsvarsspilleren Anders Bærtelsen.

Han frikender dog den debuterende målmand, Kevin Ray Mendoza, selvom denne seks gange måtte hente bolden ud af nettet.

- Jeg synes ikke, han kan klandres for nogle af målene, og kommunikationen mellem ham og forsvaret fungerede egentlig også fint, siger Anders Bærtelsen.

Anders Bærtelsen fik en uheldig debut for Vendsyssel FF. Arkivfoto: Bente Poder

Anders Bærtelsen fik en uheldig debut for Vendsyssel FF. Arkivfoto: Bente Poder

Forsvarsspilleren, der denne sommer er kommet til Verndsyssel FF fra AaB, har stor respekt for Hobro, som han anser for et af topholdene i den nye sæson.

- Derfor er det også vigtigt, at vi får vist, at vi kan matche dem, for vi sigter også selv efter toppen, fastslår Vendsyssel-talentet.

Hobro IK må fortsat undvære karantæneramte Imed Louati og Edgar Babayan, ligesom Christian Cappis endnu ikke har fået fornyet sin arbejdstilladelse. Jesper Bøge, Pål Alexander Kirkevold og Oliver Thychosen er på skadelisten.

I forhold til premiererunden kan Vendsyssel FF til gengæld supplere truppen med Søren Henriksen, der afsonede en spilledags karantæne i nedturen mod Fremad Amager. Peter Friis Jensen, Mikkel Wohlgemuth, Dusan Jajic og Morten Knudsen er stadig skadede.

Der er kickoff kl. 19.00 i aften på Nord Energi Arena.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.