Fodbold

Hobro-nederlag udsætter AaB's oprykningsfest

Hobro tabte 1-2 til FC Fredericia. Det betyder, at AaB ikke kan sikre sig oprykningen i søndagens hjemmekamp mod Kolding

Richmond Gyamfi var den store oplevelse hos Hobro, der dog måtte se sig slået 2-1 mod FC Fredericia.
Richmond Gyamfi var den store oplevelse hos Hobro, der dog måtte se sig slået 2-1 mod FC Fredericia. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Der sad givetvis nogle AaB-fans og fulgte med i Hobros kamp mod FC Fredericia. I tilfælde af et uafgjort resultat i lørdagens kamp ville AaB søndag have mulighed for at sikre oprykningen via en sejr over Kolding. 

Det bliver der ikke noget af, for FC Fredericia holder liv i den meget teoretiske og mest af alt urealistiske mulighed for at rykke op via en ret overbevisende sejr i Hobro.

Hjemmeholdet præsenterede sig i en sløv udgave i første halvleg. Det var i store træk FC Fredericia, der førte taktstokken, og det var også gæsterne, der scorede kampens første mål. Det blev sat ind af Sofus Berger, der udnyttede det, der bedst kan betegnes som meget løse markeringer i Hobro-forsvaret. 

En flad tværbold efterlod tre forstenede Hobro-spillere, og så havde Berger al den tid og plads, han skulle bruge for at sparke bolden i mål. 

Der var ellers chancer til Hobro. Både Frederik Christensen og Lukas Klitten kom frem til gode muligheder efter indlæg, men Frederik Christensen kunne slet ikke ramme målet med sit hovedstød, mens Klittens helflugter ramte en modspiller.

Hobro kom bedre med i kampen efter pausen. Særligt efter Richmond Gyamfi og Oliver Overgaard blev sendt i aktion. 

Gyamfi havde flere gode aktioner, der skabte fine chancer til hjemmeholdet. Det blev imidlertid Gustav Marcussen, der leverede opgørets andet mål, da han med 20 minutter tilbage så ud til at afgøre kampen. 

Hobro fik dog tømt bænken for offensive spillere, og med et halvt hold angribere på banen fik Hobro mod kampens slutning skabt spænding om resultatet. 

Først reducerede Richmond Gyamfi til 1-2, og det skabte et en hektisk slutfase, hvor Hobro forsøgte at lægge tryk på Fredericias felt. Det blev dog ved de gode intentioner. Fredericias sejr betyder, at AaB ikke endegyldigt kan sikre sig oprykningen med en sejr i søndagens kamp mod Kolding.

Hobro IK - FC Fredericia 1-2

  • NordicBet Ligaen, oprykningsspil
  • Mål: 0-1 Sofus Berger (18. minut), 0-2 Gustav Marcussen (71. minut), 1-2 Richmond Gyamfi (89. minut)
  • Hobros hold (3-5-2): Christopher Bobber Møller - Jesper Bøge (Mikkel Boye, 82. minut), Marius Jacobsen, Emil Søgaard - Oliver Klitten (Oliver Overgaard, 58. minut), Frederik Mortensen (Christian Hørby, 73. minut), Mads Freundlich, Villads Rasmussen (Richmond Gyamfi, 58. minut), Lukas Klitten (Moubarack Compaore, 73. minut) - Mathias Kristensen, Frederik Christensen. 
  • Advarsler: Jesper Bøge, Marius Jacobsen, Mads Freundlich, Hobro
    Christian Gammelgaard, Fredericia
  • Tilskuere: 647

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden