Hobro IK

Hobro-vikar passede i chefsæde: - Det føles naturligt og fint

Michael Kryger har stået på sidelinjen under flere hundrede Hobro-kampe. Søndag stod han der så som chef, da 1. divisionsholdet spillede uafgjort mod Fremad Amager

Michael Kryger har mange Hobro-kampe som assistent under bæltet. Arkivfoto: Lars Pauli

Michael Kryger har mange Hobro-kampe som assistent under bæltet. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Hobro fik et enkelt point med fra hovedstadsøen, da de søndag spillede 2-2 mod Fremad Amager i 1. division.

Foruden at være en vigtig kamp i striden om slutspilspladserne i landets næstbedste række havde den især en særlig plads i Michael Krygers historie som træner i Hobro IK. Som konstitueret cheftræner efter Peter Sørensens afsked med klubben stod han nemlig i spidsen for mandskabet.

Siden 2014 har han stået som assistenttræner på sidelinjen under Hobros kampe.

- Ja, det har været virkelig mange kampe, når jeg tænker mig om, siger Michael Kryger.

- Jeg føler ikke, at jeg levede mig mere ind i kampen end tidligere. Det ville også indikere, at jeg har siddet og halvfedet den som assistenttræner. Vi var tre trænere, der kæmpede for at få en sejr hjem. Den største forskel er, at jeg til sidst tager beslutningen nu i stedet for bare at give en anbefaling. Jeg følte ikke den store forskel, og det føles helt naturligt og fint, tilføjer han.

Selvom det er ganske få dage siden, at den erfarne fodboldtræner blev bedt om at overtage chefrollen - i første omgang midlertidigt - havde han alligevel ændret i det taktiske udgangspunkt mod Fremad Amager.

En erfaren duo i Simon Jakobsen og Jonas Brix-Damborg var for eksempel bragt i spil for at lukke ned for omstillinger.

- Det lykkedes rigtig godt, vurderer træneren.

- Men i bund og grund er jeg skuffet over resultatet. Vi tog herover for at vinde, og stemningen i bussen er lidt mat. Men når man ser på kampen som helhed, er det meget fair med 2-2. Vi spillede en næsten perfekt første halvleg, men 10 dårlige minutter efter pausen ødelagde lidt vores plan for resten af kampen, fortæller han.

Til sidst i opgøret havde Hobro to store chancer for at bringe sig foran kort efter udligningen fra svenske Hugo Andersson. Havde Pål Alexander Kirkevold eller Mads Hvilsom udnyttet de angreb, så havde nordjyderne taget et vigtigt skridt mod top-seks og dermed oprykningsslutspillet.

- Jeg spekulerer nul procent på top-seks. Indtil du ringede, har jeg kun fokuseret på kampen mod Fremad Amager, og nu spekulerer jeg på Fredericia-kampen. Jeg har ikke kigget tabellen igennem, og det handler bare om at gå efter sejren for mig, lyder det fra ham.

Til gengæld kigges der alligevel en smule ned mod de nederste pladser i 1. division. Her indtager Kolding og Skive de farligste pladser med henblik på at rykke ud af rækken.

- Der er et nedrykningsspøgelse, der er langt mere katastrofalt end at misse top-seks. Hvis Kolding havde vundet over Skive, var vi kun seks point foran dem inden den her kamp. Så det kan gå forfærdeligt hurtigt den anden vej, men der er det lysnet lidt, siger Michael Kryger.

Han har været assistenttræner siden 2014. Nu er der dog en mulighed for at blive cheftræner på mere permanent basis. Klubbens bestyrelsesformand kalder nemlig vikaren en kandidat, mens Kryger selv har udvist interesse for posten.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.