Hollandsk klub vil have AaB-spiller

Der er travlhed på Hornevej, hvor AaB's sportschef Inge Andre Olsen skal forholde sig til både indgående og udgående trafik i de sidste timer af transfervinduet

AaB er tæt på at kunne sende en af sine profiler til udlandet. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

AaB er tæt på at kunne sende en af sine profiler til udlandet. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Hvis AaB's sportschef, Inge André Olsen, skal finde sig en ny branche på et tidspunkt, så kan han passende blive jonglør, for lige nu har han mange bolde i luften i forsøget på at styre AaB bedst muligt igennem de sidste timer af denne sommers transfervindue. 

Et af tirsdagens helt store AaB-emner er fortsat Sebastian Grønning. Lige nu er der ikke nogen afklaring i forhold til en eventuel fælles fremtid for angriberen og AaB.  AaB har givet Grønning-lejren en deadline, der ikke strækker sig mange timer ind over midnat. 

- Det har vi gjort, fordi vi skal vide, hvordan vi skal agere på markedets sidste åbningsdag. Hvis vi ikke kan få Sebastian Grønning, så skal vi ud i markedet og finde en anden løsning, siger Inge André Olsen. 

- Jeg oplever det sådan, at vi stadig er i dialog - en forhandlingssituation, siger AaB's sportschef, der understreger, at han arbejder på at skaffe forstærkning til AaB-truppen. 

- Det er som vi også snakkede om i sidste uge. De planer har ikke ændret sig, så vi arbejder med flere muligheder, siger Inge André Olsen. 

Det betyder blandt andet, at man også er i markedet for at finde en midtbanespiller. Her har Oliver Abildgaard været nævnt, men det virker ikke videre sandsynligt i skrivende stund. Den tidligere AaB- og nuværende Rubin Kazan-spiller forhandler angiveligt med udenlandske klubber lige nu. 

Duo på affyringsrampen

AaB har også en ambition om at levere et salg, men det behøver ikke nødvendigvis finde sted inden udgangen af august. 

- Vi har Iver Fossum, der er interesse for fra flere sider. Der er tale om markeder, der ikke nødvendigvis lukker ned natten til torsdag, så det kan være, at det bliver senere, at vi kan gennemføre et salg af Fossum. Det er naturligvis også noget, vi er opmærksomme på i løbet af onsdag, siger Inge André Olsen. 

Der er også interesse for Mathias Ross. Den stærke AaB-stopper tiltrækker sig ifølge Nordjyskes oplysninger interesse fra Vitesse. Den store hollandske klub har netop fået ny ejer, og denne ejer skal i sidste ende tage stilling til, om man kan betale den transfer, som AaB ønsker for Mathias Ross. 

- Den pågældende klubs sportslige ledelse ønsker at hente Mathias, så nu skal klubbens nye ejer finde ud af, om man skal købe ham. Vi har ikke som sådan nogen kontakt til klubben, så jeg ved ikke, hvordan det ser ud, men vi er klar til at sælge Mathias, hvis vores krav bliver mødt, siger Inge André Olsen til Nordjyske. 

Et eventuelt salg af Mathias Ross kan også få betydning for Anders Hagelskjærs fremtid i klubben. Han har været rygtet videre i længere tid. Senest til Norge. Faktum er dog, at Hagelskjær fortsat er AaB-spiller, og et salg af Mathias Ross kan cementere den status. 

- Vi skal som minimum have tre stoppere i truppen, så hvis vi ender med at sælge Ross, så ændrer det også situationen for Hagelskjær, siger Inge André Olsen. 

Der har været rygter om, at Anders Hagelskjær var interessant for Lyngby, der skal finde en erstatning for Andreas Bjelland, som brækkede den ene ankel mod Viborg, men her er det ikke videre konkret. 

- Der har været lidt sms'er frem og tilbage, men der er ikke noget konkret bud, siger Inge André Olsen.

Husk, at du onsdag kan følge de sidste timer af transfervinduet på nordjyske.dk, hvor der vil være gæster i studiet til en live-streaming, og vi følger de sidste handler og analyserer på de forskellige transfers ud fra et nordjysk perspektiv.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden