Kommentar: AaB's problemer stikker dybere end trænerposten

Afskeden med Lars Friis til fordel for Erik Hamrén løser ikke superligaklubbens aktuelle udfordringer

Cheftræner Lars Friis betaler prisen for AaB's sportslige krise, men pilen peger i særdeleshed også på sportschef Inge Andrê Olsen. <i>Arkivfoto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix</i>

Cheftræner Lars Friis betaler prisen for AaB's sportslige krise, men pilen peger i særdeleshed også på sportschef Inge Andrê Olsen. Arkivfoto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Sølle 22 kampe var alt, det blev til, for Lars Friis på cheftrænerposten i AaB. Han betaler en høj pris for en sløj afslutning på foråret og en skæv start på den nye superligasæson, for i mine øjne stikker problemerne langt dybere end trænerposten.

Derfor vil det også være naivt at tro, at Erik Hamrén, der nu overtager tøjlerne, kommer til at gøre en kæmpe forskel på den korte bane. Den tidligere mestertræner i AaB i 2008 og svensk landstræner fra 2009 til 2016 overtager nemlig de samme problemer, som Lars Friis har kæmpet med.

AaB's trup er spiller for spiller ganske habil, men den er skævt sammensat, og der peger pilen naturligvis lige så stærkt på sportschef Inge André Olsen. Hans position bør også være til diskussion i klubbens bestyrelse.

Aktuelt står AaB uden en angriber med den fornødne kvalitet til sparke holdet frem i Superligaen, og på forsvarspositionen er man efter Anders Hagelskjærs og Mathias Ross' exit ekstremt tyndt besat. Læg dertil, at der i alvorlig grad mangler ledere på holdet - ikke mindst efter at Jacob Rinne og Rasmus Thelander i sommer forlod klubben transferfrit. 

Det er min påstand, at det er ovenstående skævvridning af truppen, der er årsagen til AaB's aktuelle placering under nedrykningsstregen - og ikke dårligt trænerskab af Lars Friis. Selvom han naturligvis ikke har været fejlfri.

Lars Friis fik i sommerens transfervindue mange af de spillere, han pegede på og her gav offentligt udtryk for, at han var overordentligt tilfreds med sportschefens indkøb. Samtidig har dele af spillertruppen givet udtryk for, at de savnede en større tydelighed i den nu fyrede træners arbejde.

Det er muligt, at Erik Hamrén vil være skarpere i forhold til at stille krav om attitude til spillertruppen og ønsker om transfer til den sportslige ledelse, men med AaB's aktuelle underskudskurs in mente, kan det også let opstå konflikter der.

Vi ved fra Hamréns første ophold i AaB, at han var krævende og insisterende i forhold til sine ønsker om forstærkning til spillertruppen, men denne gang er han i endnu højere grad end sidst tvunget til at trylle for et skrabet budget.

Erik Hamrén er i mellemtiden blevet 65 år og har ikke trænet et klubhold i 12 år, ligesom han har gået ledig, siden han i efteråret 2020 stoppede som islandsk landstræner. Ved at sige ja til et comeback i Aalborg giver han i hvert fald sig selv en kæmpe faglig udfordring, som det skal blive spændende at følge. 

Han starter med en svær kamp i AGF lørdag aften, men det gjorde han i øvrigt også, da han blev ansat i 2004. Dengang vandt AaB 1-0 i Aarhus.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden