Læsø bombede mod Barcelona - men lavede også et par fejl for meget
Aalborg Håndbolds skarpskytte ærgrer sig, men mener stadig, at holdet kan være stolt af præstationen mod Europas bedste
HÅNDBOLD: Med hele 10 scoringer var Nikolaj Læsø om nogen manden, der holdt Aalborg Håndbold inde i onsdagens Champions League-kamp mod mægtige Barcelona.
Den 24-årige venstreback leverede sin bedste europæiske præstation, siden han i sommer kom til klubben fra Århus Håndbold. Indsatsen rakte dog ikke til en sejr for aalborgenserne, der måtte se sig slået 32-35 i en nervepirrende afslutning.
- Det var nok verdens bedste hold, vi var oppe imod, og de lavede nogle helt vanvittige ting undervejs. Så vi vidste godt, at vi skulle spille næsten uden fejl, hvis vi skulle slå dem.
- Jeg var desværre uheldig med et indspil til stregen til slut, og sådanne fejl skal man ikke lave, hvis man skal vinde sådan en kamp, lyder det selvkritisk fra Nikolaj Læsø.
Skuffelsen over at være lige ved og næsten bør dog ikke få lov at fylde længe i aalborgensernes bevidsthed.
- Lige nu er vi skuffede, for vi følte, der lå point i luften. Men når vi vågner i morgen, tror jeg, vi er en flok spillere, der er stolte over den her præstation, fastslår Nikolaj Læsø.
Hvis der stadig er noget skuffelse i kroppen, når det på lørdag gælder en hjemmekamp i Håndboldligaen mod Lemvig/Thyborøn, så bør det kunne bruges positivt.
- Vi var skuffede over vores præstation i Holstebro i søndags, så jeg håber, vi kan tage spillet fra anden halvleg mod Barcelona med videre til på lørdag. Der vil vi meget gerne ud og smadre Lemvig, siger Aalborg-skytten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.