Landin strålede for Aalborg, og det er der en god forklaring på
Landsholdsmålmanden pillede pynten af bundesligaholdet Lemgo, da Aalborg Håndbold blev finaleklar i tysk turnering

Niklas Landin kender tysk håndbold ud og ind, og det inkluderer tydeligvis Lemgos skytter. Foto: Martin Damgård
Niklas Landin har stille og roligt skruet op for charmen i Aalborg Håndbolds sæsonforberedelser, og lørdag ramte han den absolut øverste hylde.
Landsholdsmålmanden stod med en redningsprocent på 50 i første halvleg, da aalborgenerne i en testturnering i Tyskland slog bundesligaholdet Lemgo 31-25.
- For mit vedkommende var kendskabet til modstanderen langt større end i vores to testkampe mod danske hold. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde en base, der hjalp mig, siger Niklas Landin, der har 11 sæsoner i Bundesligaen bag sig, inden han denne sommer skiftede til Aalborg Håndbold.
Lemgo - Aalborg Håndbold 25-31
- Håndbold, So-Tech Cup i Tyskland
- Stillinger undervejs: 0-3, 5-6, 7-11, (8-15), 13-19, 16-23, 20-24, 22-29
- Mål, Aalborg: Aleks Vlah 4, Lukas Nilsson 4, Buster Juul 4, Simon Hald 4, Mikkel Hansen 3, Mads Hoxer 3, Patrick Wiesmach 3, Jack Thurin 2, Sebastian Barthold 1, Kristian Bjørnsen 1, René Antonsen 1, Thomas Arnoldsen 1
- Udvisninger: Aalborg 3, Lemgo 6
- Magdeburg slog Nantes 32-30 i den anden semifinale i træningsturneringen
- Aalborg Håndbold spiller søndag klokken 16 finale mod Magdeburg
Landsholdsmålmanden er dog hurtig til at vise ydmyghed og sende fortjenesten for mange af hans redninger videre til holdkammeraterne.
- Det er klart den kamp for Aalborg, hvor jeg har følt mig mest komfortabel indtil videre. Hele første halvleg blev spillet på vores præmisser, og vores forsvar stod utroligt stærkt. Det gjorde, at Lemgo ikke kom til mange åbne chancer. Samtidig straffede vi dem ved at løbe på dem, hver gang de lavede en fejl, siger landsholdsmålmanden, der bakkes op af sin cheftræner.
- Vi skal nemlig stille krav til os selv om at være et kontrahold, der kommer buldrende, og det hjælper os selvfølgelig at have en god base derinde, for Niklas stod virkelig godt, roser Stefan Madsen.

Fabian Norsten ramte ikke dagen, da han i anden halvleg mod Lemgo afløste Niklas Landin. Foto: Martin Damgård
Aalborg førte 15-8 ved pausen, og så var Landins arbejdsdag slut. I stedte fik hans svenske makker Fabian Norsten tjansen, men han skulle bruge 18 minutter på at finde den første redning frem, og det blev kun til tre i alt. Lemgo fik derfor spist sig lidt tilbage i opgøret - uden dog at lugte det store comeback.
- Jeg synes, at vi byttede lidt for meget mål med dem, men over 60 minutter var det stadig en rigtig god kamp fra vores side. Vi fik alle mand i spil, og det er også vigtigt, påpeger Landin.
Stefan Madsen er helt med på, at anden halvleg mod Lemgo var den mindst gode.
- Vi spillede en meget koncentreret første halvleg med både power og autoritet. I anden halvleg faldt vi lidt ned i tempo i både forsvar og angreb, og det kan vi godt gøre bedre.

Simon Hald fik masser af ansvar i angrebet mod Lemgo og takkede for tilliden med sin hidtil bedste angrebskamp siden comebacket i Aalborg-trøjen. Foto: Martin Damgård
- Jeg synes dog stadig, at vi tog et nyt skridt fremad i vores forberedelser, men vi kan stadig blive mere sikre og få mere flow i vores mange nye konstellationer på banen, forklarer Aalborg Håndbolds cheftræner.
Finale mod Magdeburg
Allerede søndag tager nordjyderne et stort skridt op ad i modstanderkvalitet, når de spiller finale i testturneringen mod Magdeburg med blandt andre Felix Claar og Magnus Saugstrup på holdet.
- Det er et af verdens bedste hold, så det bliver en stor mundfuld. De spiller meget fysisk gennembrudsspil og kører ofte mand-mand, siger Niklas Landin, der kender alt til det tyske storhold.
- Det er nogle spillere, jeg har spillet mod utroligt mange gange både i Bundesligaen og på landsholdet. Jeg ser frem til udfordringen.
Det er søndag klokken 16, at finalen mod Magdeburg spilles.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.