Fodbold

Landshold snupper fem AaB-spillere: Spiller alligevel pokalkamp

Efterårets sammenpressede kampprogram efterlader ikke rum til en udsættelse

Lucas Andersen (tv.) og Oscar Hiljemark kan onsdag mødes i landskampen Danmark-Sverige. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lucas Andersen (tv.) og Oscar Hiljemark kan onsdag mødes i landskampen Danmark-Sverige. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

FODBOLD: AaB må undvære fem aktuelle landsholdsspillere, når superligaholdet onsdag aften spiller pokalkamp på udebane mod AB fra 2. division.

Mandag blev målmand Jacob Rinne og midtbanespilleren Oscar Hiljemark efterudtaget til det svenske landshold, der onsdag aften møder Danmark i en venskabskamp på Brøndby Stadion.

I forvejen var Lucas Andersen udtaget til det danske hold, ligesom Lukas Klitten var indkald til U21-landsholdet, der står foran en EM-kvalifikationskamp mod Rumænien.

Endelig er Iver Fossum, der sad udenfor mod Randers FC i fredags, erklæret skadesfri og er derfor rejst afsted med det norske landshold.

- Det er fedt at se spillerne blive belønnet med en landsholdsudtagelse efter deres holdindsats for AaB i den seneste gode periode, og jeg kan stadig stille et slagkraftigt hold til pokalkampen, siger AaB-træner Peter Feher.

- Jeg har netop roteret lidt i kampene på det seneste for at holde alle spillere skarpe, uddyber han.

Normalt ville en klub have krav på at få udsat en pokalkamp, når den har så mange spillere udtaget til landsholdet, men tidsplanen i et coronastramt efterår efterlader ganske enkelt ikke andre muligheder end at gennemføre den onsdag.

- Jeg bruger heller ikke krudt på at tænke over en udsættelse. Vi tager AB seriøst og vil forsøge at ride videre på den seneste tids gode spil og resultater. Kan vi få sat tempo i kampen, så tror jeg også på, at vi går videre, siger Peter Feher.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden