Landstræner tror på finale og semifinaler med rekordflok

Danmark stiller med 16 deltagere ved VM i atletik. Hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen spås finalechance.

Danmarks stafet på 100 meter - her ved OL i Tokyo - er et optimistisk bud på en finaleplads, hvis den løber op til sit bedste ved VM i Eugene. (Arkivfoto). <i>Lucy Nicholson/Reuters</i>

Danmarks stafet på 100 meter - her ved OL i Tokyo - er et optimistisk bud på en finaleplads, hvis den løber op til sit bedste ved VM i Eugene. (Arkivfoto). Lucy Nicholson/Reuters

Med en trup på 16 atleter har dansk atletik aldrig tidligere været så rigt repræsenteret ved et VM i atletik, som når 2022-udgaven fredag skydes i gang i Eugene i den amerikanske stat Oregon.

Det kan man i hvert fald ikke komme i tanke om hos Dansk Atletik, fortæller landstræner Lars Nielsen.

- Vi havde nok flere starter ved det første VM i 1983, end de ni vi har her, men ikke lige så mange deltagere, siger Lars Nielsen med henvisning til, at ni af de danske atleter kun deltager på stafethold.

- Det er et flot antal, hvor vi er oppe på de helt høje nagler både på antal deltagere og starter.

Man råder ikke over en medaljekandidat som tidligere med Sara Slott Petersen, men til gengæld en bred palet.

- Vi har haft atleter med højt, højt niveau, men så har det ofte været en eller to ad gangen. Nu er der en bred flok af spændende atleter i svøb, så det er en interessant periode i år og de kommende år, mener Lars Nielsen.

Men hvorfor sker det nu?

- Jeg tror, at vi høster frugterne af noget, vi såede for seks-otte-ti år siden. Dengang havde vi nogle store navne, der var med til at vise de unge mennesker, at det er muligt at gå hele vejen.

- Forhåbentlig kan skruen fortsætte i samme retning, hvor de unge kan se, hvor mange der når langt, håber landstræneren.

Han mener, at Danmark i den realistiske verden kan gøre sig forhåbninger om en finale samt to semifinaler i Eugene.

Han spår hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen en finaleplads blandt de bedste 12, mens han ser gode chancer for semifinaler for Ida Karstoft og Mette Graversgaard på henholdsvis 200 meter og 100 meter hækkeløb.

Begge kommer til USA med friske danske rekorder og har i gennemsnit over deres fem bedste præstationer i 2022 løbet i tider, der lægger op til placeringer blandt de 24 semifinalister, forklarer Lars Nielsen.

Med de optimistiske briller på gør han sig også forhåbninger om at se herrernes stafet på 100 meter i finalen, og løber de op til deres bedste, kan Benjamin Lobo Vedel og Simon Hansen måske nå semifinalen på henholdsvis 400 og 200 meter, vurderer han.

Det danske hold har forud for VM været samlet i træningslejr i San Francisco, og her er diskoskasteren Lisa Brix Pedersen testet positiv for coronavirus, og hendes deltagelse er stadig tvivlsom.

- Vi har været i lejr med Sverige og Norge, hvor vi har haft restriktioner og taget vores forholdsregler. Vi gør, hvad vi kan og håber, at smitten ikke spreder sig mere, lyder det fra Lars Nielsen.

Lisa Brix Pedersen er lige nu i isolation og skal testes lørdag. Der er fortsat en lille mulighed for at få hende klar til VM-debut mandag, oplyser landstræneren.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.