12 millioner redder nordjysk fodboldklub: - Vi er afhængige af hjælp

1. divisionsklubben Hobro havde hårdt brug for kapital for at sikre fremtiden. Den fornødne hjælp er nu fundet hos lokale erhvervsfolk med en markant rigmand som største bidragsyder

Der er masser af lokalt islæt på Hobros divisionsmandskab, og det skal være med til at sikre klubben i fremtiden. <i>Foto: Bente Poder</i>

Der er masser af lokalt islæt på Hobros divisionsmandskab, og det skal være med til at sikre klubben i fremtiden. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Det seneste regnskabsår for Hobro IK A/S blev tidligere på ugen fremlagt på klubbens ordinære generalforsamling. Her blev et underskud på 6.640.115 kroner fremlagt, og dermed har der været hårdt brug for økonomisk hjælp i 1. divisionsklubben.

Den hjælp blev dog allerede sikret, inden regnskabet var sendt ud til offentligheden. 12 millioner kroner er nemlig fundet til overbygningen og moderklubben. Heraf går omtrent ni millioner kroner til Hobro IK A/S og tre millioner til moderklubben.

Halvdelen af de 12 millioner kroner kommer fra en af klubbens store sponsorer og støtter gennem tiden, rigmanden Svend Møller Hansen, som stiftede DS Gruppen og tidligere på året solgte sit livsværk. Den resterende halvdel er matchet af andre lokale erhvervsfolk, ligesom der er hentet penge til moderklubbens forening gennem Sparekassen Danmark Fonden og Mariagerfjord Kommune.

- Heldigvis har vi i området nogle mennesker, som er gode støtter og venner af klubben. De har bidraget med penge, som kan sikre vores drift fremadrettet. Hvis vi ikke fik den hjælp, skulle vi have skåret meget drastisk i vores budget. Jeg vil i hvert fald sige, at vi er afhængige af deres hjælp og de her penge. Det er en fantastisk støtte til klubben. Det er svært at sige, hvor vi havde stået, hvis vi havde lavet et godt spillersalg, ligesom vi har flere spillere ude på markedet med videresalgsklausuler. Men den slags kan man ikke satse på, fortæller formand Peter Christensen.

- Vi havde regnet med flere spillersalg, og så lå vi ret dårligt placeret gennem hele sæsonen. Det gav færre tv-penge end ventet. Vi havde også en uheldig situation, hvor vores faldskærmspenge fra Superligaen var brugt på at forsøge at etablere sig i den bedste række. Så dem kunne vi ikke bruge, og på grund af den indtægt stod vi uden coronakompensation i det regnskabsår. Når man regner alt sammen, ender vi på de 6,6 millioner kroner i underskud, som er fem millioner dårligere end ventet, tilføjer han.

Trods det markante underskud for regnskabsåret 2021/2022 er der optimisme hos bestyrelsesformanden i Hobro IK A/S. Der er nemlig lagt et budget for 2022/2023, hvor der forventes et overskud på 1,3 millioner kroner efter skat. Her indgår nogle af de ni millioner kroner, som tilføres overbygningen.

Underskuddet kommer i en proces, hvor klubben har ændret den sportslige fremgangsmåde betragteligt over de seneste sæsoner. Man har nemlig i højere grad satset på unge og egenudviklede spillere, hvilket tydeligt kan ses i spillertruppen.

Det giver først og fremmest en lettere udgift til spillerlønninger, men det skaber også et potentiale i forhold til spillersalg. Det skal ligeledes være et aspekt af 1. divisionsklubbens fremtid, og klubformanden ser en udvikling i den rette retning med en plan.

- Sidste år havde vi på samme tid færre point på kontoen med et mere erfarent hold. Så sportsligt har vi faktisk klaret os bedre med de unge. Det er fantastisk at se vores lokale spillere præstere, siger Peter Christensen.

En meget slank spillertrup grundet udnyttelsen af ungdomsspillere skal også gøre det billigere at drive 1. divisionsklubben fremadrettet.

- I øjeblikket mener jeg, at vi har 21 spillere på kontrakt. Det er i kraft af, at vi har de unge spillere som en mulighed. Vi har trimmet truppen, og når vores spillere er på vej frem, er de knap så dyre at have gående, pointerer han.

Hobro IK ligger på ottendepladsen i Nordic Bet Ligaen. Men de er en del af et særdeles tæt bundræs, hvor de i flere omgange har ligget under nedrykningsstregen de seneste uger.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.