Mads Hvilsom stopper, men forlader ikke Hobro

Mads Hvilsom ærgrer sig over, at han er tvunget til at stoppe fodboldkarrieren. Han ser dog med glæde tilbage på tiden i Hobro IK, som han også vil være tilknyttet i de kommende måneder

Mads Hvilsom indså i december, at et dårligt knæ forhindrede ham i at fortsætte fodboldkarrieren. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Mads Hvilsom indså i december, at et dårligt knæ forhindrede ham i at fortsætte fodboldkarrieren. Arkivfoto: Henrik Bo

HOBRO:Mads Hvilsom kunne søndag indvie omverdenen i en hemmelighed, han har gået med i et par måneder.

Kort før jul måtte den nu tidligere Hobro IK-spiller indse, at et dårligt knæ tvinger ham til at lægge fodboldstøvlerne på hylden, og søndag blev den beslutning så officiel.

- Eftersom jeg i et par måneder har gået og vidst, at det gik i den forkerte retning, er jeg ret afklaret med, at det er slut. Jeg er desværre også stadig i en situation, hvor jeg ikke kan ret meget, og det gør også beslutningen nemmere. Jeg har eksempelvis stadig til gode at kunne løbe en tur.

- Det betyder dog ikke, at jeg ikke er rigtig ked af det i dag. Det var lidt en lettelse, da jeg kort før jul ringede til Lars (Justesen, teknisk chef i Hobro IK, red.) og fortalte ham om min beslutning. Men når jeg i dag kommer ud med det, bliver jeg jo mindet om, hvad jeg ikke kan, og hvad jeg siger farvel til. Der er mange gamle venner, der har skrevet og sendt sjove minder, og så kan jeg da godt mærke, at det niver lidt, siger Mads Hvilsom.

Mads Hvilsoms blå bog

  • 30 år
  • Fra Himmelev
  • 119 kampe og 41 mål for Hobro IK
  • Tidligere klubber: Himmelev-Veddelev BK, Hvidovre IF, FC Roskilde, FC Midtjylland, Viborg, Hobro IK, Eintracht Braunschweig, Brann, Esbjerg og Sønderjyske
  • 45 U-landskampe og 20 mål for Danmark

Transfermarkt.com og dbu.dk

30-årige Hvilsom blev tilbage i april 2021 i en kamp mod Hvidovre ramt af karrierens anden korsbåndsskade, og selv om han kom tilbage på fodboldbanen, lykkedes han aldrig med at komme sig helt. I oktober var han derfor igennem endnu en knæoperation, og dengang var håbet, at det indgreb kunne gøre ham klar til den forestående forårssæson.

- Lægen, der opererede mig i oktober, fandt noget omkring knoglen og sleb noget brusk væk, og vi håbede selvfølgelig på, at vi så havde fundet årsagen til, at jeg havde så ondt i knæet. Men efter to-tre ugers genoptræning mærkede jeg de præcist samme symptomer, som jeg havde den dag, hvor jeg lagde mig på operationsbordet.

- Lægen sagde jo også dengang, at han havde fundet nogle store bruskskader, som han ikke kunne gøre noget ved, og at han ville råde mig til at stoppe, hvis det var årsagen til mine smerter. Det lyttede jeg ikke rigtigt til, for jeg var fast besluttet på, at jeg skulle tilbage på banen, men da jeg i december forsøgte mig med en løbetur og kun nåede 50 til 100 meter op ad vejen, før jeg næsten ikke kunne bevæge mit ben mere, gik det nok op for mig, at det var slut, siger Mads Hvilsom.

Mads Hvilsom blev korsbåndsskadet i en kamp mod Hvidovre i april 2021, og den skade kom han sig aldrig over. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Mads Hvilsom blev korsbåndsskadet i en kamp mod Hvidovre i april 2021, og den skade kom han sig aldrig over. Arkivfoto: Martin Damgård

Han kan nu se tilbage på en fodboldkarriere, der godt nok slutter for tidligt og også har været præget af flere langvarige skader, men alligevel er det de gode minder, der fylder mest.

I 2009 blev Mads Hvilsom den dengang yngste debutant nogensinde i Superligaen, da han kom i kamp for FC Midtjylland, men størst succes havde angriberen i Hobro IK, da han i himmerlændingenes debutsæson i landets bedste række tilbage i 2014-2015-sæsonen blev nummer to på ligaens topscorerliste. 

Det førte et skifte til tyske Eintracht Braunschweig med sig. Siden blev det til ophold i Norge hos Brann, i Danmark hos Esbjerg og Sønderjyske, inden turen i 2019 gik tilbage til Hobro.

- Generelt er det jo mine perioder i Hobro, jeg ser tilbage på med størst glæde. Det var her, jeg fik vist mig frem i Superligaen, men det handler faktisk ikke så meget om det sportslige. Det var i Hobro, jeg fandt min vej ind i fodbold og her, jeg fandt lykken. 

- Måden, man gør tingene på her, passer bare mig rigtig godt, og det er også kun her, jeg har fungeret 100 procent. Da jeg kom til Tyskland og det miljø, der var dernede, fandt jeg jo også ud af, hvad jeg ikke er så god til. Det var i Hobro, det startede for mig, og selv om det er en ærgerlig måde, det skal slutte på, føles det helt rigtigt, at Hobro blev min sidste klub. At jeg så blev korsbåndsskadet i min første kamp for klubben og blev det samme 10 år senere er så ret paradoksalt, siger Mads Hvilsom.

Mads Hvilsom blev nummer to på Superligaens topscorerliste, da Hobro IK overraskede alt og alle i klubbens debutsæson i landets bedste fodboldrække. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Mads Hvilsom blev nummer to på Superligaens topscorerliste, da Hobro IK overraskede alt og alle i klubbens debutsæson i landets bedste fodboldrække. Arkivfoto: Henrik Bo

Karrierestoppet er dog ikke lig med et farvel til Hobro IK. Minimum indtil kontraktudløb til sommer hjælper Mads Hvilsom til i klubbens administration.

- Det hele er stadig så nyt for mig, at jeg ikke ved, hvad der skal ske på den længere bane, men jeg har sagt til klubben, at hvis de på nogen måde ser, at jeg kan bringe en form for værdi uden for banen det næste halve år, vil jeg hellere end gerne hjælpe. Om det så er til at hente morgenbrød eller ringe til sponsorer, så er det det mindste, jeg kan gøre. Jeg skylder den her klub en masse, så jeg vil ikke bare sidde derhjemme og hæve min løn de næste måneder, siger Mads Hvilsom, der håber, at hans fremtid også kommer til at have berøring med sport.

- Det er den her branche, jeg har erfaring med og noget viden om, så det kunne være rigtig sjovt stadig at have berøring med den, men om det kan blive i Hobro eller et andet sted, må tiden vise. Alle kender jo til økonomien i Hobro, og de, der er ansat her, arbejder jo for flere, så om der er plads til mig også, ved jeg ikke, men jeg vil gerne blive i miljøet, siger Mads Hvilsom.

Endnu vigtigere er det, at det dårlige knæ ikke skal forhindre ham i at have en tålelig hverdag.

- Lægen fortalte mig, at der nok var større chancer for, at knæet blev bedre de næste fem-ti år, end at det blev det inden for det næste år, og det var også med til at få mig til at indse, at det nok var en længere rejse, jeg skulle ud på, og at jeg havde brug for en periode, hvor jeg ikke belastede det så meget, som jeg ville have gjort, hvis jeg skulle genoptræne det til at være klar nu. 

- Det vigtigste er, at jeg kan lege med mine børn igen. Jeg kan godt leve med ikke at kunne spille fodbold, men jeg kan ikke leve med ikke at kunne lege med mine børn, mens de er børn, siger Mads Hvilsom.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.