Manglende mål frustrerer Schwartz: - Jeg må hjem og kigge mig selv i spejlet

Ronnie Schwartz brændte igen mod AaB en stor chance, og den tidligere superligatopscorer håber, at han snart får hul på målbylden

Ronnie Schwartz leverede en upåklagelig arbejdsindsats mod AaB, men skarpheden foran mål mangler han stadig.
Ronnie Schwartz leverede en upåklagelig arbejdsindsats mod AaB, men skarpheden foran mål mangler han stadig. Foto: Torben Hansen

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:21

FODBOLD: Ronnie Schwartz har problemer med at få gang i målscoringen i Vendsyssel FF.

I sine fire første turneringskampe er målene udeblevet for den tidligere superligatopscorer, og det blev heller ikke i torsdagens testkamp mod AaB, at han fik hul på målbylden.

Vendsyssel FF vandt opgøret 2-1, men i kampens slutfase brændte Ronnie Schwarz en gigantisk chance fra nært hold.

- Det er ved at være gang på gang i øjeblikket, så jeg må hjem og kigge mig selv dybt i spejlet og finde ud af, hvad der foregår. Der har været nogle afbrændere fra min side, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende.

- Jeg knokler videre, og det er ikke første gang, at jeg har haft en periode, hvor det ikke lige er gået min vej, men så længe jeg arbejder hårdt, vi vinder og får vores point, er jeg også tilfreds, siger Ronnie Schwartz.

Han erkender dog, at han har brug for snart at få scoret sit første mål i Vendsyssel-trøjen.

- Jeg ved ikke, om jeg er ramt på selvtilliden, men jeg vil da gerne snart se den gå ind, og jeg tror også, at når den første kommer, så kommer der forhåbentlig flere lige efter, siger Ronnie Schwartz, der til gengæld var meget godt tilfreds med sejren over AaB.

- Set over hele kampen synes jeg egentlig, at vi var meget godt med, og vi havde godt styr på det. AaB havde selvfølgelig deres ting, men vi havde også vores. Jeg synes ikke, at de kreerede det helt store, så vi er meget godt tilfredse med den her test. Det var en test på det højeste niveau, og det er jo der, vi gerne vil op på sigt, siger Ronnie Schwartz.

I første omgang skal Vendsyssel dog sikre sig endnu en sæson i den næstbedste række, når holdet i næste weekend tager hul på nedrykningsspillet i Nordicbet Ligaen.

- Det ser jeg overhovedet ikke frem til, for det kan blive noget værre noget. Vi havde chancen for topseks, og den klarede vi desværre ikke, men med det, vi leverede i dag og med det hold, vi har, skal vi være bejler til at blive nummer syv, og det går vi selvfølgelig benhårdt efter, siger Ronnie Schwartz.

Vendsyssel FF åbner nedrykningsspillet lørdag 2. april, hvor der venter en udekamp mod HB Køge.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden