Vendsyssel FF

Mere spilletid end længe: Jakob Hjorth er endelig helt fit

Jakob Hjorth har spillet mere fodbold i 2020 end længe og glæder sig over igen at kunne bidrage

Jakob Hjorth skriger jublen ud efter sin scoring mod FC Fredericia i weekenden. Onsdag aften gælder det en udekamp mod Skive. Foto: Torben Hansen
Jakob Hjorth skriger jublen ud efter sin scoring mod FC Fredericia i weekenden. Onsdag aften gælder det en udekamp mod Skive. Foto: Torben Hansen

FODBOLD: Der var noget nærmest symbolsk over kombinationen, da Vendsyssel FF i weekenden udlignede til 1-1 mod FC Fredericia.

Målet blev pandet ind af forsvarsspilleren Jakob Hjorth, der de seneste år har kæmpet med det ene skadesmareridt efter det andet, og oplægget kom fra midtbanespilleren Mikkel Wohlgemuth, der gjorde sit comeback efter en 14 måneder lang pause på grund af en korsbåndsskade.

- Jeg er vildt glad på Mikkels vegne, fordi han har kæmpet så hårdt for at komme tilbage. Og det er virkelig flot af ham, at han har klaret det, siger Jakob Hjort, der selv haft et godt 2020, hvor han har spillet væsentligt mere fodbold, end det er blevet til i de seneste sæsoner.

Og de to skal nu også forsøge at være med til genrejsningen af holdet efter en skidt sæsonstart.

Med weekendens startplads mod FC Fredericia har Jakob Hjorth startet inde to gange i denne sæson, og det kommer ovenpå en afslutning på sidste sæson, hvor han fik spilletid i ni af de 13 kampe efter corona-pausen.

- Det har været et godt år for mig, men desværre havde jeg lidt problemer, da vi skulle i gang med den her sæson, så jeg ikke kunne hjælpe til i de første fire-fem kampe. Men jeg havde nogle gode snakke med Lasse (Stensgaard, træner, red.), og vi blev enige om, at det var vigtigt, at jeg trænede mere i stedet for at være til rådighed til kampe, så vi kunne være sikre på, at jeg blev helt fit. Og sådan har jeg det nu, siger forsvarsspilleren.

Vendsyssel FF skal onsdag aften gæste Skive til en noget anderledes kamp, end det var tilfældet mod Fredericia, hvor begge hold angreb med fynd og klem.

- Det her bliver nok noget mere et slagsmål på en dårlig bane. Så vi ved, at der bliver mange lange indkast og mange dødbolde, og så skal vi forsøge stadig at få lov til at spille med bolden, som vi gerne vil, siger Jakob Hjorth.

- Og jeg synes også, at det begynder at vise sig, at vi nu har fået tiden til at spille holdet sammen. På den måde var landskampspausen rigtig god for os, fordi vi både kunne få nogle flere skadede spillere tilbage og dels bruge rigtig meget tid sammen på træningsbanen, siger han.

Der er kampstart i Skive klokken 18.00.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden