Mors-Thy-træner afviser nedrykningssnak

Selvom Mors-Thy befinder sig i bunden af tabellen, vil cheftræner Niels Agesen ikke begynde at tænke på nedrykning

Mors-Thy befinder sig i bunden af tabellen, men en eventuel nedrykning vækker ikke bekymring hos cheftræneren. Foto: Bo Lehm. <i>Bo Lehm</i>

Mors-Thy befinder sig i bunden af tabellen, men en eventuel nedrykning vækker ikke bekymring hos cheftræneren. Foto: Bo Lehm. Bo Lehm

HÅNDBOLD:Mors-Thy har oplevet en hel del modgang i den igangværende sæson, hvor både corona, skader og afsked med spillere har fyldt billedet. Derfor er det heller ikke helt chokerende, at nordvestjyderne befinder sig i bunden af tabellen i HTH-ligaen på nuværende tidspunkt.

Dog mener Mors-Thy's cheftræner Niels Agesen ikke, at der er tale om en eventuel nedrykningsfare endnu.

- Vi har respekt for, at alle hold er dygtige i ligaen, men at begynde at tale om nedrykning nu, ville være decideret dumt, for vi kan ikke gøre noget ved de andre klubbers resultater. Vi kan kun holde fokus på os selv, understreger han.

Klubben meddelte torsdag, at man ved sæsonens udløb mister endnu en stor profil, da Erik Toft sammen med blandt andet Mads Hoxer og Bjarke Christensen forlader klubben i sommeren 2022. Den kommende afsked med de store navne giver ledelsen en stor opgave i den kommende periode, hvor der skal findes dygtige og målfarlige erstatninger.

- Det er noget, vi har overvejet og arbejdet på i lang tid, og jeg er rimelig fortrøstningsfuld for, at vi mere eller mindre har fundet løsningerne på, hvordan det skal være fremadrettet, konstaterer cheftræneren.

Lørdag spiller Mors-Thy hjemme mod SønderjyskE, der ligeledes befinder sig i den nederste halvdel af tabellen i et vigtigt opgør.

- Det med at snakke om vigtige og mindre vigtige kampe, synes jeg er forfejlet. Det ser ud til, at de to hold øverst i tabellen kører sit eget løb, men Aalborg tabte blandt andet til SønderjyskE, som vi møder, så alle kan slå alle, og alle kampe er vigtige.

- Vi skal holde fokus på os selv, og det som vi gerne vil i alle spillets faser. Vi er ikke blinde overfor, hvad SønderjyskE kommer med, og hvordan de stiller op, men vores fokus ligger på os selv, fastslår Niels Agesen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.