Nordjysk klub er i økonomiske problemer: Satsninger har slået fejl

EH Aalborg er kommet ud af seneste regnskabsår med et stort underskud, og der skal flere sponsorindtægter til, hvis klubben skal overleve

EH Aalborg har haft stor succes på banen, men økonomisk går det langt fra lige så godt. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

EH Aalborg har haft stor succes på banen, men økonomisk går det langt fra lige så godt. Arkivfoto: Martin Damgård

NØRRESUNDBY:På banen sluttede håndboldkvinderne fra EH Aalborg 2022 med 10 sejre i træk og en øjeblikkelig førsteplads i 1. division, men uden for banen går det langt fra ligeså godt for Nordjyllands eneste eliteklub på kvindesiden.

Regnskabet for sæsonen 2021/2022 er netop offentliggjort, og det viser et underskud på 438.108 kroner mod et minus på 73.182 kroner året før.

- Der er ingen tvivl om, at det ikke er tilfredsstillende, lyder det fra klubbens bestyrelsesformand, Erik Pedersen.

Årsagen til de røde tal er enkel, mener han.

- Vi har ikke fået de indtægter, vi havde forventet fra sponsorer. Vi havde budgetteret med mere, men det lykkedes desværre ikke. Derudover har der været nogle andre aktiviteter, der heller ikke har givet det, vi havde håbet på, siger Erik Pedersen.

Regnskabet viser dog også, at EH Aalborg i det forgangne regnskabsår har brugt godt 1,4 millioner kroner på personaleomkostninger. Det er næsten 600.000 mere end året før.

De samlede indtægter er i samme periode steget fra 856.000 til lige over en million kroner. Alligevel mener Erik Pedersen ikke, at EH Aalborg har handlet uansvarligt.

- Det synes jeg ikke. Vi har lagt et budget, som vi troede på, men som sagt lykkedes det os ikke at hente de indtægter, vi forventede. Det har vi allerede handlet på, for vi har skåret ned på omkostningerne, siger Erik Pedersen.

De blodrøde tal betyder, at EH Aalborg gik ud af seneste regnskabsår med en negativ egenkapital på godt 215.000. Af årsrapporten fremgår det, at der i øjeblikket er dialog med interessenter og sponsorer om henholdsvis besparelser og tilførsel af yderligere indtægter, og at klubbens fortsatte drift er betinget af, at de forhandlinger falder positivt ud.

Erik Pedersen frygter dog ikke, at EH Aalborg må dreje nøglen om.

- Jeg mener ikke, at vi er konkurstruet. Vi har ikke nogen stor gæld, så det drejer sig om, at vi får forbedret vores likviditet. Det handler om at få nogle flere sponsorkroner ind, og vi har rigtig mange tilsagn, så lige nu arbejder vi på at få lukket de dialoger, siger Erik Pedersen, der forventer, at klubben kommer ud af det kommende regnskabsår med et lille overskud.

EH Aalborg var også i store økonomiske problemer i 2019. Dengang blev spillerne bedt om at gå ned i løn, men det bliver ikke et tema denne gang, forsikrer bestyrelsesformanden.

- Nej, det gør det ikke. Vi kan ikke bede spillerne om at gå ned i løn, for de har kontrakter, som vi skal respektere, siger Erik Pedersen.

Han er dog ikke i tvivl om, at EH Aalborgs tilværelse vil blive meget nemmere, hvis det i foråret lykkes at holde fast i førstepladsen i 1. division og dermed sikre sig oprykning til landets bedste række.

- Det vil det så absolut. Det er billigere at være ligahold i forhold til at være en kontraktklub i 1. division, siger Erik Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.