Aalborg Pirates

Pirates-comeback udeblev mod de onde ånder fra Esbjerg

Aalborg Pirates' historik mod vestjyderne blev et hak dårligere op til næste uges Final4-møde

Foto: Kim Dahl Hansen

Foto: Kim Dahl Hansen

ISHOCKEY:Det er en særdeles dårlig historik, som Aalborg Pirates fredag fik tilføjet en kamp, da Esbjerg vandt med 4-2 i Bentax Arena. Dermed ligner vestjyderne fortsat en ånd ond for piraterne inden næste uges møde med selvsamme hold i Final4.

Aalborg Pirates har ikke vundet et ligaopgør mod Esbjerg i ordinær tid siden 2019.

Se masser af billeder fra kampen nederst i artiklen.

Kampfakta

Periodecifre: 0-1, 0-0, 2-3

Mål: 0-1 (17.57), 1-1 Josh MacDonald (41.46), 2-1 Julian Jakobsen (45.54), 2-2 Rasmus Bjerrum (49.23), 2-3 Brady Shaw (53.38), 2-4 Rasmus Bjerrum (58.16)

Udvisninger: Aalborg 5, Esbjerg 3

Hjemmeholdet havde de største chancer gennem første periode. Inden for de første sekunder havde førstekæden spillet sig til en oplagt scoringsmulighed, men velkendte Mads Søgaard i Esbjerg-målet stod i vejen.

Det aalborgensiske målmandstalent skulle vise sig at være et større problem at komme forbi. Den tidligere AaB Ishockey-spiller var nemlig en sikker sidste skanse for vestjyderne, der flere gange blev presset på hælene af et pasningssikkert Pirates-mandskab.

Foto: Kim Dahl Hansen

Foto: Kim Dahl Hansen

Til gengæld var det Esbjerg, der bragte sig foran i slutningen af første periode, da Craig Puffer udnyttede en fremprovokeret fejl i Aalborg-rækkerne og passerede George Sørensens lapper.

I anden periode sad nordjyderne også på spillet. Men skarpheden manglede fra Aalborg Pirates' rækker - angribere som backs. Til gengæld så det ud til, at cheftræner Garth Murray fik indstillet piraternes sigtekorn i pausen.

Der skulle nemlig ikke gå lang tid i tredje periode, før de mange skud gav pote. Canadiske Josh MacDonald udplacerede nemlig Søgaard i Esbjerg-målet efter en assist fra landsmanden Pierre-Olivier Morin.

Få minutter senere opfangede kaptajn Julian Jakobsen en løs puck fra modstanderne og kunne uassisteret bringe sit hold foran mod plageånderne fra Vestjylland.

Føringsglæden var dog kortvarig. Gæsterne udlignede nemlig midtvejs i tredje periode, da Rasmus Bjerrum dukkede op på riposten og stemplede ind i den målrige sidste tredjedel. Da Brady Shaw igen bragte esbjergenserne foran med seks minutter tilbage, lignede det endnu et nederlag til Pirates-samlingen af dårlige oplevelser mod Esbjerg.

Det cementerede Rasmus Bjerrum i de døende minutter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.