Pirates-profil kritiserer dommerne efter sejr over Herning: - Det sender et forkert signal til hockey-Danmark

Hjemmeholdet var ikke helt tilfreds med dommernes præstation i topkampen mod Herning tirsdag

Johan Skinnars mener ikke at dommerne kan være tilfreds med sin indsats. Arkivfoto: Torben Hansen.

Johan Skinnars mener ikke at dommerne kan være tilfreds med sin indsats. Arkivfoto: Torben Hansen.

ISHOCKEY:Aalborg Pirates vandt hjemme 5-3 over Herning Blue Fox i et intenst opgør, hvor dommerne blandt andet fik en større rolle.

I kampens hede blev der gået fysisk til den, og især gæsterne kom ud med nogle frustrationer i kampens anden periode, hvilket var til stor frustration for hjemmeholdet.

- Man skal være forsigtig med, hvad man siger om dommerne, men hvis der er spilforstyrrende momenter, som der er mod Herning hele tiden, så er det ikke okay. Vi kommer hele tiden fri fra vores modstandere, men oplever at blive holdt fast. Samtidig bliver der givet en udvisning hver eneste gang, der er én, som falder i kampen, hvilket sender et forkert signal til hockey-Danmark, da det fortæller, at man skal falde for at trække en udvisning, og det er ikke okay. Dommerne skal dømme cross-checking, hookings og holdings, selvom man ikke falder. Jeg tror heller ikke de er helt tilfredse med deres indsats i dag, konstaterer Johan Skinnars efter kampen, og fortsætter.

- Det er sådan det er, og vi må tale med dem og uddanne dem bedre, men jeg mener, at vi fortjener mere powerplay, end vi får i dag, fastslår han.

Johan Skinnars stod for to ud af de fem Pirates-mål, som blev lavet i kampen. Udover har svenskeren generelt leverede en del point i sin korte periode i Aalborg.

- Pointmæssigt er det en helt okay start, jeg har fået i Pirates, men spilmæssigt mangler der stadigvæk en del. Jeg har fået en god start med at spille powerplay, men der er stadig mere at forbedre, fortæller svenskeren.

Aalborg Pirates - Herning 5-3

Periodecifre: 2-1, 2-1, 1-1

Mål: 0-1 Patrick Madsen (7. minut), 1-1 Patrick Bjorkstrand (11. minut), 2-1 Victor Panelin-Borg (16. minut), 3-1 Julian Jakobsen (32. minut), 4-1 Johan Skinnars (35. minut), 4-2 Lukas Bang (38. minut), 4-3 Markus Jensen (55. minut), 5-3 Johan Skinnars (59. minut)

Udvisningsminutter: Aalborg 6, Herning 8

Tilskuere: 2846

Flere ændringer

Hjemmeholdet havde rokeret en hel del i sine kæder, hvilket viste sig at give pirates-spillerne et nyt og frisk pust. Piraterne kom godt fra start, og allerede efter få minutter kom man frem sine første gode muligheder.

Samtidig var man foruden målmand George Sørensen, der har været fast mand i målet for piraterne gennem stort set hele sæsonen, da keeperen døjede med sit knæ.

I stedet var det 20-årige Frederik Søgaard, der kunne stå sin tredje kamp i metalligaen, da han havde fået chancen mod sin tidligere klub.

Det var dog Herning, der bragte sig først foran i kampen, da Patrick Madsen fik pucken forbi den unge Aalborg-keeper til 1-0.

Den tidligere Herning-mand Patrick Bjorkstrand fik dog hurtigt svaret sin tidligere klub igen, da han fik udlignet til 1-1 små fire minutter efter.

Gæsterne pressede godt på, og de formåede hurtigt at svare tilbage på Aalborgs udligning med flere store chancer og to powerplays i træk. Dog stod Frederik Søgaard stabilt i mellem stængerne og fik blokeret alle skuddene fra midtjyderne, der i stedet kunne se på, mens hjemmeholdet fik bragt sig foran med 2-1 i undertal.

I anden periode var det aalborgenserne, der dominerede. Flere gange havde hjemmeholdet mulighed for at udbygge sin føring, men piraterne formåede ikke at få den sidste skarphed med i sine mange afslutninger.

Alligevel lykkedes det piraterne at få skudt hul på den midlertidige byld, da Kiril Kabanov med en storslået aflevering gav kaptajn Julian Jakobsen den perfekte position til at skyde pucken i nettet, hvilket den erfarne hockeyspiller naturligvis gjorde til 3-1.

Målet til 3-1 tændte for alvor op for intensiteten i kampen, og gæsterne viste tydeligt sine frustrationer frem gennem fysiske handlinger. Det resulterede blandt andet i endnu et Aalborg-powerplay, hvor hjemmeholdet spillede fem mod fire.

Herning-spillernes fysiske handlinger hældte mere benzin på Aalborg-bålet, og hjemmeholdet var langt fra færdige med at score mål. Med ét sekund tilbage af sit powerplay fik nytilkomne Johan Skinnars bragt hjemmeholdet yderligere foran med 4-1.

Tilgengæld skulle gæsterne kun bruge én Aalborg-fejl til at få reduceret stillingen til 4-2 kort tid efter, og så kunne piraterne blot gå til pausen med en to måls-føring.

Herning-reduceringen fik rystet hjemmeholdet, og Pirates-spillerne mistede sit momentum i begyndelsen af tredje periode. Piraterne fik genfundet en del af sit spil fra anden periode, men samtidig var Herning også kommet bedre ud, og derfor blev det en mere lige og spændende periode, hvor begge holdene kom til gode chancer.

Det var gæsterne der fik udnyttet en af sine mange chancer, da Markus Jensen fik sendt pucken i mål i powerplay og reducerede til 4-3.

Dog fik svenske Johan Skinnars scorede sit andet mål i kampen og sat punktum, da han scorede til 5-3 blot 1 minut før slutfløjtet. Dermed fik Aalborg de tre point i topkampen mod Herning Blue Fox.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden