Så er den gal igen hos Jammerbugt FC: Konkurs truer
Fodboldklubbens tyske ejer skylder penge til både spillere og lokale erhvervsdrivende

Klubejer Klaus-Dieter Müller har igen problemer med sine udbetalinger. Foto: Henrik Louis
FODBOLD:Sportsligt er det gået ned ad bakke for Jammerbugt FC, efter at tyske Klaus-Dieter Müller overtog magten i fodboldklubben. Nu risikerer 1. divisions bundprop ydermere at gå konkurs, fordi den skylder penge til både lokale kreditorer og spillere. Det skrev Tv2 Nord tirsdag som de første.
Jetsmark Idrætscenter, der leverer omklædningsfaciliteter og indkvartering af spillerne, har ifølge tv-stationen omkring 100.000 kroner til gode og truer med at blokere for den kommende weekends hjemmekamp mod Esbjerg, hvis ikke pengene inden da er faldet.
- Jeg har talt med Klaus-Dieter Müller ad flere omgange, og han forsikrer, at pengene er på vej. Jeg har fået den forklaring, at han først skal have trukket penge ud af sine forretninger i Afrika, og at det har været besværligt. Det kan sagens være sandt, men jeg er også nødt til at stille ham overfor en betalingsfrist - også af hensyn til de mange andre kreditorer, fortæller centerchef John Nielsen til nordjyske.dk.
Spillerne har tidligere måttet se månedslønnen udeblive i adskillige dage, og også her er der igen problemer med udbetalingen. Det har fået truppen til at nedlægge tirsdagens to træninger - i solidaritet med de berørte spillere.
Det har indtil videre ikke været muligt at få en kommentar fra Jammerbugt FC's klubejer Klaus-Dieter Müller.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.