Se billeder fra Aalborg-sejr: Gade stod i vejen
Der var mere end blot to point på spil for Simon Gade, da han mødte Skive, der havde hans bror Anders med på holdet
HÅNDBOLD: Som brødre vi dele.... Men Simon tog det hele. Sådan gik det, da Simon Gade og Aalborg Håndbold sikkert endte med at besejre Skive og Anders Gade - storebror til Simon Gade - med 36-27.
Efter en lettere ukoncentreret indsats fra Aalborg i de første 30 minutter, kom der anderledes facon over spillet efter pausen. Her spillede Simon Gade selv en stor rolle, da han pillede pynten af brormand og de øvrige Skive-skytter.
Se billeder fra kampen nederst i artiklen
- Vi er bare ikke gode nok til at vinde kampene i første halvleg lige for tiden. Vi fik kørt det stille og roligt hjem, men vi må simpelthen ikke falde så meget i en første halvleg mod Skive. Det skal vi gøre bedre næste gang, siger Simon Gade.
Det blev til 13 redninger fra den stærke Aalborg-målmand, der blandt andet også tog et straffekast fra sin to år ældre bror.
- Det var meget sjovt. Jeg prøvede at stikke lidt til ham. Han fik et par bolde ind bag mig til at begynde med, men jeg fik krammet på det til sidst, siger Simon Gade, der endte med en helt respektabel redningsprocent for kampen, der lød på 36 procent.
- Det er godt nok lang tid siden, jeg har stået over for Anders. Jeg har spillet sammen med ham i jeg ved ikke hvor mange år. Det er ved at være nogle år siden, vi har trænet sammen, så det var meget sjovt at møde hinanden, siger Simon Gade, der ikke overraskende havde selskab af flere familiemedlemmer på tribunen. Det var nemlig en kamp, der var imødeset i familien Gade.
- Vi har da snakket en del om det. Efter han skiftede til Skive, har det været noget, vi har set frem mod, og vi havde også familie med på tribunen i dag. Der var en del af dem i dag.
Simon Gade har efterhånden stået en del kampe uden sin faste makker i målet, Mikael Aggefors. Det lægger alt andet lige et større pres på Simon Gade, der er nødt til at holde et højt niveau, da alternativet ellers er en ung og uprøvet keeper.
- Jeg er ved at have vænnet mig til det. Det er en spændende udfordring. Både mentalt og sportsligt. Det er fedt at arbejde med sig selv på den måde. Jeg tror, jeg var blevet skiftet ud i pausen i dag, hvis Aggefors var med, siger Simon Gade.
Nu kan han sammen med resten af Aalborg-holdet rette fokus mod en meget vigtig udekamp mod Pick Szeged, der ligner den største konkurrent til en plads i Champions League-gruppens top to, der vil være lig med direkte adgang til kvartfinalen i verdens største turnering.
Måske netop derfor blev der også roteret godt og grundigt på Aalborg-holdet, og Henrik Møllgaard havde helt fået fri, så han kunne tage plads på tribunen ved siden af Mikael Aggefors.
- Det fungerede meget fint. Vi fik fordelt kræfterne og spilletiden okay. Alle kom i kamp, og vi fik en sejr, så vi er klar til næste opgave, siger Simon Gade.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.