Skuffet AaB-angriber forlanger mere kvalitet
Anosike Ementa og Marco Ramkilde havde begge markante chancer for at sikre point mod Randers FC. I stedet må de tænke tilbage på randrusianernes redninger på målstregen

Anosike Ementa har fortsat sit første mål i Superligaen til gode. Foto: Henrik Bo
AALBORG:Med knap en halv time tilbage kom Anosike Ementa og Marco Ramkilde ind i søndagens kamp mellem AaB og Randers FC.
Angriberduoen var tydeligvis sat ind for at drage nytte af en lang række bolde, der blev pumpet ind i Randers' felt. Det kastede også markante målchancer af sig. Men i stedet for forløsning står AaB-mandskabet tilbage med ærgrelse i stor stil efter en lang række glippede muligheder for at udligne gæsternes føringsmål.
- Vi kom ind med et formål om at få kampen over på vores side. Det var dueller og lange bolde, så vi kunne vinde dem. Marco løb omkring mig, og vi blev også farlige. Vi skulle bare score. Det var vi nødt til, fortæller Anosike Ementa.
Han har ingen undskyldninger for de missede chancer, der blev reddet på stregen ad flere omgange.

Anosike Ementa og Marco Ramkilde fyldte en del i Randers' felt. Der kom bare ikke noget slutprodukt af anstrengelserne. Foto: Henrik Bo
- Jeg tror, at det i sidste ende handler om kvalitet i afslutningerne. Der må vi bare være bedre, for vi kommer til chancerne. Vi gjorde det mod FC Midtjylland, og vi gjorde det igen i den her kamp. De skal ind, og vi skal træne på det. Så skal det nok sidde der. Vi kommer til et hav af chancer, siger den to meter høje angriber.
Kan AaB-truppens angribere få kollektivt gang i målscoringen, tror han således på, at nordjyderne stadig kan undgå den nedrykning, som synes svær at undvige, mens nedrykningsspillet står for døren.
- Det har været en lang og svær periode. Det handler om at være ovenpå og tippe kampen over på vores side. Vi skal tro på os selv og tage afslutningen lige meget, hvor den dukker op. Det handler om at tro på os selv. Vi har det i os og skal nok få det vendt, siger Ementa.
- Vi tager det med hovedet oppe. Vi har set, at tingene bliver bedre, og så skal vi bare have den sidste kvalitet ind og score på vores chancer. Så skal det nok blive godt, siger han om AaB's chancer i Superligaens nedrykningsspil.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.