Stor fodboldaften: Thy er klar til både pokalkamp og mesterskabsdueller
Tirsdag aften møder Klitmøller IF fra serie 3 nedrykkerne fra 1. division, Jammerbugt FC, i klubbens største kamp nogensinde. Et andet sted i Thy skal der findes en vinder af kampen om håneretten i lokalområdet til Thy Mesterskab 2022
Opdateret kl. 18:25
THY: Tirsdag aften bliver en ganske særlig fodboldaften i Thy. Serie 3-holdet fra Klitmøller IF skal ud i klubbens største kamp nogensinde, når de møder nedrykkerne fra 1. division, Jammerbugt FC. Små 30 kilometer derfra skal der findes en vinder af Thy Mesterskab, når der på Hørdum Stadion spilles finaler i den traditionsrige turnering. En finale som Klitmøller IF skulle have deltaget i.
Serie 3-holdet fra "surferbyen" på vestkysten skulle have spillet A-finalen til Thy Mesterskab, men på grund af den store pokalkamp har de måttet trække sig.
En pokalkamp, der i sandhed må siges at være "David mod Goliat".
- Vi træner to gange i ugen og de træner jo nærmest dagligt, så det er klart, at der er en kæmpe forskel og en stor favoritværdighed på deres side, siger Martin Haahr, der er træner for Klitmøller IF.
Ikke mange chancer - men troen er der
Listen af forskelle på de to klubbers "setup" er nærmest uendelig, men til trods for, at Klitmøller-træner Martin Haahr ser det som en meget svær opgave, så er det for ham at se ikke helt umuligt, at Klitmøller Stadion tirsdag aften kan lægge græsplæne til en pokalsensation.
- Realistisk set er det nok 90/10 i deres favør, men vi vil gøre, hvad vi kan for at skabe en overraskelse, og vi har bestemt også en ganske god fornemmelse, siger han.
Med så store forskelle i både fysik, teknik og taktik, er der ingen tvivl om, at det er et Jammerbugt-hold med alt at tabe, mens det er et Klitmøller-hold med alt at vinde, der går på banen tirsdag aften.
Thy Mesterskab uden den ene finalist
Den årlige kamp om håneretten i Thy, hvor også et par Mors-hold deltager, skal finde sin vinder tirsdag aften, når der afvikles finaler i A- og B-rækken.
I A-finalen skulle Klitmøller IF, efter sejre over Thisted FC og Hanstholm IF, have deltaget, men eftersom de samtidig har en vigtig pokalkamp, har de måttet melde fra, hvorfor pladsen i finalen er gået til deres lokalrivaler fra Hanstholm IF.
- Vi er glade for at Hanstholm tager pladsen i finalen, og så kan det da være, at de giver halvdelen af præmiepengene, hvis de vinder, griner Klitmøller-træner Martin Haahr, der dog ikke ser det som specielt realistisk.
Klitmøller IF spiller pokalkamp på hjemmebane tirsdag d. 2. august kl. 18.30, mens der er finaler i Thy Mesterskab på Hørdum Stadion samme aften.
Her spilles der finale i B-rækken kl. 18.00 mellem Hundborg B og Sjørring B og i A-rækken kl. 19.45 mellem Hanstholm IF og HVA Sydthy.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.