Stort comeback gav Mors-Thy point med over i nedrykningsspillet
En god slutspurt sikrede Mors-Thy en vigtig sejr over TTH Holstebro

Frederik Bjerre (th.) blev Mors-Thys topscorer i sejren over fløjspillerens kommende klub. Arkivfoto: Bente Poder
THISTED:Mors-Thy Håndbold leverede et flot comeback, da det fredag aften blev til 2023's bare anden ligasejr og to vigtige point forud for det forestående nedrykningsspil.
I Thisted blev TTH Holstebro besejret med 30-29, og det betyder, at Mors-Thy ikke længere kan risikere at komme over i nedrykningsspillet uden point.
Mors-Thy slutter på onsdag grundspillet med en udekamp mod Bjerringbro-Silkeborg, men i kraft af et bedre indbyrdes regnskab kan man ikke længere overhales af Nordsjælland, og dermed kan Mors-Thy ikke ende på den 13. plads, der ikke vil give point med over i nedrykningsspillet.
Mors-Thy Håndbold - TTH Holstebro 30-29 (12-15)
- Håndbold, HTH Herreligaen
- Stillinger undervejs: 3-5, 7-7, 11-9, 11-13, 12-15 (pausestilling), 14-15, 18-18, 19-21, 22-24, 27-25
- Mål, Mors-Thy Håndbold: Frederik Bjerre 7, Marcus Midtgaard 6, Mads Svane Knudsen 5, Mads Thymann 5, Lasse Pedersen 3, Andreas Nielsen 2 Nicolaj Spanggaard 1, Kristian Vukman 1
- Topscorere, TTH Holstebro: Nikolaj Enderleit 9, Frederik Tilsted 6
- Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 4, TTH Holstebro 2
- Tilskuere:
Mors-Thy havde fra start svært ved at styre Nikolaj Enderleit, og tre hurtige scoringer fra højrebacken gav gæsterne en føring på 5-3.
Rasmus Henriksen havde fået en svær start i Mors-Thys mål, men da målmanden kom lidt i gang, var han også med til at give sit hold overtaget. Henriksen greb blandt andet et straffekast fra den tidligere Aalborg-spiller Christian Jensen, og efter 10 minutters spil kunne Mads Thymann give Mors-Thy aftenens første føring.
Godt midtvejs i første halvleg blev det også til en tomålsføring, da Marcus Midtgaard gjorde det til 10-8, og samme Midtgaard havde kort efter også muligheden for at øge Mors-Thys føring til tre mål, men den chance blev brændt, og med det begyndte hjemmeholdets problemer så småt.
Efter 18 minutters spil gjorde Frederik Bjerre det godt nok til 11-9, men så holdt Mors-Thy en scoringspause på syv minutter, og da der igen kom længere mellem Rasmus Henriksens redninger, røg initiativet over på gæsternes hænder.
Mads Thymann fik ganske vist brudt scoringstørken med en flot soloaktion, men desværre for Mors-Thy blev det også første halvlegs sidste scoring til hjemmeholdet, hvorfor TTH Holstebro - stadig anført af en storspillende Nikolaj Enderleit - kunne gå til pause foran 15-12.
Svend Rughave havde mod slutningen af første halvleg erstattet Rasmus Henriksen i Mors-Thys mål, og han gav sit hold en god start på anden halvleg med en stor redning på en helt fri chance til den kommende Mors-Thy-spiller Frederik Tilsted.
Gæsterne scorede ikke i anden halvlegs første seks minutter, og det var med til at bringe hjemmeholdet helt tilbage i kampen. Otte minutter inde i anden halvleg gjorde Frederik Bjerre det til 17-17.
Så gjorde Frederik Tilsted dog det onde ved sine kommende holdkammerater. Bagspilleren havde spillet 40 dårlige minutter, men med tre mål og en assist sørgede han for, at gæsterne midtvejs i anden halvleg pludselig igen var foran med tre mål ved 22-19.
Det blev også 24-20 i gæsternes favør, men så kæmpede Mors-Thy sig endnu en gang tilbage i kampen. Med fire mål i træk kom hjemmeholdet tilbage på omgangshøjde, og denne gang gav Mors-Thy ikke overtaget fra sig igen.
Med sin første aktion gjorde Kristian Vukman det til 25-24, og kort efter blev det også 26-24 ved Mads Thymann.
En stor del af æren for Mors-Thys comeback skal tilskrives Svend Rughave, der stod fremragende i kampens slutfase, og til sidst var hjemmeholdets sejr faktisk mere sikker, end cifrene antydede.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.