Fodbold

Tidligere AaB'er skal tilbage til Italien og afklare sin fremtid

Der er flere spørgsmålstegn end svar lige nu for Lukas Klitten, der skal have afklaret sin fodboldfremtid i de kommende uger

En oprykning til Serie A kan vise sig at få indvirkning på Lukas Klittens fodboldfremtid.
En oprykning til Serie A kan vise sig at få indvirkning på Lukas Klittens fodboldfremtid. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 19:36

AALBORG: Mens sommerferien først skal til at begynde for de fleste danskere, så er den ved at synge på sidste vers for den tidligere AaB-spiller Lukas Klitten. 

Den tidligere AaB-spiller skal tilbage til Italien og Frosinone på mandag. Her skal Lukas Klitten igennem et lægetjek for at blive clearet til den nye sæson, men om den skal spilles i Italien er et åbent spørgsmål. 

- Det er lidt svært at sige lige nu. Jeg ved det ikke. Det er ved at være længe siden, jeg har været i klubben, og jeg har ikke haft så meget kontakt med folkene i klubben, mens jeg har været i Silkeborg, siger Lukas Klitten til Nordjyske. 

Mens Lukas Klitten har været udlejet til Silkeborg i det seneste år, har Frosinone spillet sig op i Serie A efter en helt igennem fantastisk sæson. Det har næppe gjort det lettere for Lukas Klitten at erobre en stamplads hos den klub, der har papir på ham frem til sommeren 2025. 

- I første omgang rejser jeg til Italien, og så ser vi, hvad der ligger af muligheder for mig. Jeg har ingen ide på nuværende tidspunkt, så jeg afventer og ser, siger Lukas Klitten. 

Han er blevet kædet sammen med flere danske klubber - blandt andet Vendsyssel FF - på det seneste, men på nuværende tidspunkt er der ikke en oplagt ønske-destination for venstrebacken. 

- Jeg vil ikke udelukke noget. Hvis ikke jeg skal fortsætte i Frosinone, må jeg se, hvad mine muligheder er. Der er ikke sådan, at jeg har et særligt ønske om at blive i Danmark eller blive i udlandet. Jeg kan se fordele og ulemper ved begge muligheder, siger Lukas Klitten. 

I den seneste sæson var Lukas Klitten udlejet til Silkeborg, og det kastede 14 kampe og cirka 700 minutters fodbold af sig. Det var ikke helt som håbet, men Klitten ser alligevel positivt på tiden i Søhøjlandet. 

- Jeg lærte en masse af at være i Silkeborg. Jeg blev klogere på et nyt system og en anden type fodbold. Det har været en rigtig god erfaring at få med videre. Jeg ville gerne have spillet mere, men jeg har lært en masse, og det er positivt, siger Lukas Klitten.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden