Transferdeadline: AaB tæt på nyt millionsalg
Superligaklubben forhandler om et salg af Oliver Abildgaard
Opdateret 31. januar 2020 kl. 08:32
FODBOLD: Når AaB's superligahold torsdag formiddag flyver på træningslejr i Spanien er midtbanespilleren Oliver Abildgaard ikke med. Klubben oplyser til Fondsbørsen, at man har indledt forhandlinger og et salg af den 23-årige tidligere ungdomslandsholdsspiller.
Bold.dk skrev torsdag, at det er den russiske klub Rubin Kazan, der forhandles med, og det er også det, NORDJYSKEs kilder fortæller.
Oliver Abildgaard var allerede i sommeren 2019 et varmt transferemne, men her valgte AaB at takke nej til et bud i omegnen af 10 millioner kroner fra den tjekkiske traditionsklub Sparta Prag.
Oliver Abildgaard skiftede som 10-årig til AaB fra partnerklubben Aalborg Freja, og siden har han opnået 12 ungdomslandskampe samt 91 officielle kampe for AaB.
Midtbanespillerens aktuelle kontrakt løber til sommeren 2022.
- Yderligere informationer vil tilgå Fondsbørsen, når der enten er opnået en aftale, eller forhandlingerne er afbrudt, oplyser AaB i klubbens meddelelse.