Tronen vakler under nordjysk fyrtårn

Tronen vakler under AaB, der trods en god kommerciel udvikling skal kigge sig over skulderen

Mikkel Hansens ankomst til Aalborg Håndbold kan ende med at rykke ved magtbalancen på sportsfronten i Nordjylland <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Mikkel Hansens ankomst til Aalborg Håndbold kan ende med at rykke ved magtbalancen på sportsfronten i Nordjylland Arkivfoto: Bente Poder

LEDER:I 2004 bragte TV2 Nord et indslag om AaB Håndbold. Her kunne man se direktør Jan Larsen læse en hilsen op for sin spillertrup. Den kom fra AaB's superligatrup, og anledningen var en historisk sportslig udfordring for AaB Håndbold, der havde spillet sig frem til kvartfinalen i EHF Cup'en mod mægtige THW Kiel. Det afstedkom en hilsen fra storebror fra fodboldafdelingen. 

Vi spoler tiden frem til 2022, og nu er det en anden virkelighed, man skal forholde sig til på sportsfronten i Aalborg. Siden den dag, da Jan Larsen stolt læste beskeden fra superligatruppen op for sine spillere og stolt sagde noget i retning af, at det viste lidt om, hvor stort det her var, er AaB Håndbold blevet til Aalborg Håndbold, og det meget klare storebror-lillebror-forhold mellem de to førende sportshold i Nordjylland er i den grad ved at udvikle sig til et mere ligeværdigt forhold, som et brødreforhold gør, når drenge bliver til mænd. 

Nok er interessen og passionen stadig størst omkring AaB. Fodboldklubben bliver vel kun overgået af Mette Frederiksen og Inger Støjberg, når det gælder nordjyders evne til at skabe debat på debattørernes digitale legeplads Twitter. 

Der er dog et stort men. Tronen vakler under AaB. Den ubestridte konge af nordjysk sport bliver udfordret af kongen af dansk håndbold og hans efterhånden store følge. 

 Lørdag er Mikkel Hansens første kampdag i Aalborg Håndbold-trøjen. Det er den foreløbige men ikke endelige kulmination på en næsten eventyragtig udvikling for Jan Larsens håndboldprojekt. 

Hvis vi er flinke mod AaB, kan vi beskrive de seneste års udvikling som stagnation. Modsat buldrer Aalborg Håndbold afsted med et TGV-togs topfart. Her virker endestationen som en Champions League-titel. Samme sportslige perspektiver tegner sig ikke just for AaB, som i bedste fald sigter mod endnu en sæson i middelmådighedens tegn. 

Kommercielt har AaB vind i sejlene. Sponsorindtægterne er stigende, og fan-opbakningen er imponerende, men særligt den sidste del kan ramme en markant nedgang, hvis ikke resultaterne bliver bedre. Sponsoropbakningen til AaB er stærk, men her mere end noget andet sted skal Thomas Bælum og resten af administrationen kigge sig over skulderen, for Aalborg Håndbold oplever en voldsom interesse på netop det felt. 

Både Bælum og Larsen har mange gange udtalt, at Nordjylland er stor nok til begge klubber, men derfor kan førertrøjen sagtens skifte ejermand. 

Med tilgangen af Mikkel Hansen, og om et år Niklas Landin, har Aalborg Håndbold skabt en markedsposition, hvor man ikke blot er et lokalt brand. Aalborg Håndbold er blevet et navn, som kan tiltrække sig interesse fra hele Danmark. Det er et niveau, som AaB kan få svært ved at matche over tid. Særligt hvis ikke de sportslige resultater bliver bedre i løbet af en overskuelig fremtid. 

Skulle det utænkelige ske, at AaB rykker ud af Superligaen, som afslutningen på transfervinduet kan give bange anelser om, så vil man for alvor kunne tale om et skifte på tronen i nordjysk sport. Den enevælde som AaB i mange år har haft, er nemlig ikke længere en selvfølge. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.