Trump: Jeg bad Fifa revurdere karantæne til Balogun
Donald Trump har talt med Fifa-præsident Gianni Infantino om omdiskuteret rødt kort til amerikansk spiller.
Opdateret kl. 16:39
USA's præsident, Donald Trump, bekræfter, at han bad Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) om at revurdere karantænen til en amerikansk spiller.
Det siger præsidenten på et pressemøde i Det Ovale Værelse, hvor journalister spørger ind til, at medier har rapporteret, at Trump har talt med Fifa-præsident Gianni Infantino om hændelsen.
- Det har jeg, slår Trump først fast.
Han forklarer efterfølgende, hvordan han ikke mener, at USA-angriberen Folarin Balogun skulle have haft et rødt kort i USA's 2-0-sejr over Bosnien-Hercegovina i 16.-delsfinalen.
Donald Trump kalder også kampens dommer for "mistænkelig" med henvisning til tidligere præstationer.
- Så ja, jeg bad om en revurdering, for jeg mener ikke, at der var et frispark.
Trump påpeger, at han ikke har fortalt Fifa, hvad han mente, at de skulle gøre ved karantænen. Men han mener, at den rette beslutning er blevet truffet.
- Han (Balogun, red.) gjorde intet galt, og han er en af vores bedste spillere.
Det røde kort til Balogun betød, at han ville være i karantæne i ottendedelsfinalen mod Belgien, der spilles natten til tirsdag dansk tid.
Men søndag meddelte Fifa med henvisning til artikel 27 i det disciplinære regelværk, at karantænen er suspenderet og gjort betinget i et år.
Det betyder, at hvis han inden for et år begår "en ny forseelse af tilsvarende karakter og alvor", vil karantænen træde i kraft.
Belgien har kritiseret beslutningen, og landets fodboldforbund har stadig ikke fået en forklaring af Fifa, lyder det i en meddelelse mandag eftermiddag.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) kritiserede tidligere mandag Fifas beslutning i stærke vendinger.
Fifa har ifølge sin europæiske pendant "overskredet en rød linje". Uefa kalder desuden beslutningen "uset, uforståelig og uforsvarlig".
- Når visheden om reglerne ikke længere garanteres af dem, der skal værne om dem, er spillets integritet på spil, og turneringens troværdighed undergraves, lyder det i en udtalelse på Uefas hjemmeside.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.