Uheld har ikke slået angriber ud: - Jeg kunne helt sikkert godt se mig i AaB

Marco Ramkilde blev skadet i opvarmningen, da han tidligere på sommeren skulle vise sig frem for AaB i en testkamp, men angriberen er ved at være klar igen og træner stadig med hos superligaklubben

Marco Ramkilde har genoptrænet hos AaB, efter at han blev skadet under opvarmningen til testkampen mod AGF. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Marco Ramkilde har genoptrænet hos AaB, efter at han blev skadet under opvarmningen til testkampen mod AGF. Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Efter at han i flere uger havde trænet med, skulle Marco Ramkilde 25. juni have vist sig frem for AaB i en testkamp mod AGF, men det satte et uheld i opvarmningen en stopper for.

- Jeg fik en skade i baglåret i en af de sidste sprinter i opvarmningen før kampen. Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg ikke var helt varm, eller hvad årsagen var, men jeg følte en form for afmagt, da det var sket. Jeg følte mig i god form, og at jeg var ved at være på niveau igen, så det kunne have været fedt med en kamp i benene, siger Marco Ramkilde.

Nu lysner det dog for den 24-årige nordjyde, der har trænet med hos AaB, siden han i maj forlod den engelske klub Queens Park Rangers. Det gør han stadig, og ved onsdagens træning genoptrænede han under opsyn af AaB's fysioterapeut Simon Enevoldsen.

- Jeg er ved at være helt klar igen. Det er lige de sidste ting, der skal finpudses, så det står godt til. Jeg blev skadet her, så fysioterapeuterne sagde, at de også gerne ville hjælpe med genoptræningen. Det er jeg selvfølgelig glad for, for det er jo også svært at komme i kontakt med andre klubber, når man ikke er helt fit, siger Marco Ramkilde.

Før sin skade havde angriberen ellers vist så gode takter som træningsspiller i AaB, at hans tidligere klub gerne ville se ham an i kamp.

- Jeg synes, at det er gået godt. Jeg var begyndt at ramme det niveau, jeg har haft tidligere, og jeg følte mig faktisk rigtig godt tilpas. Nu er jeg blevet sat to-tre uger tilbage, men det er jeg ikke så nervøs for, for jeg kunne mærke, at jeg var ved at være der 100 procent igen. Det var en fed fornemmelse, siger Marco Ramkilde.

Mange om buddet

AaB-truppen er nu skadefri, så ved onsdagens træning havde cheftræner Lars Friis 22 markspillere på banen.  Sportschef Inge André Olsen har også flere gange slået fast, at AaB arbejder på at få truppen ned i antal. Gør den øvelse, at der senere på sommeren bliver plads til Marco Ramkilde, er hovedpersonen selv varm på idéen.

- Jeg kunne helt sikkert godt se mig selv som AaB-spiller igen, for det er en fed klub at være i. Det er nogle gode gutter, en god trup og nogle rammer, jeg kender. Men der er mange spillere om buddet i truppen i forvejen, så vi må se, hvad der sker de næste uger, siger Marco Ramkilde.

Der har endnu ikke været andre klubber i spil, siden han i maj forlod Queens Park Rangers.

- Ikke rigtigt. Jeg gik på ferie i England 7. maj, og jeg havde ikke lyst til at skulle gå halvanden måned for derefter at skulle til at finde noget. Derfor har jeg haft fokus på at holde mig i gang i AaB og at genfinde mit niveau. Det er bare fedt, at de har villet hjælpe mig med det, siger Marco Ramkilde.

Han stresser ikke over at stå uden klub, selv om den danske fodboldsæson allerede er i fuldt gang.

- Jeg er generelt okay til at være i den uvished, som der nogle gange opstår for en fodboldspiller, så jeg tager det stille og roligt. Jeg har fokus på det, jeg kan gøre noget ved, og det er min form og det fodboldmæssige. Jeg ved, at jeg har niveauet, når jeg er der 100 procent, så jeg er ikke så bekymret, siger Marco Ramkilde.

Han holder dog alle døre åbne i sin jagt på en ny klub.

- Jeg har ikke lagt mig fast på noget, og det er også sådan, jeg bliver nødt til at forholde mig i min situation. Det er nok naivt at tro, at jeg har frit valg på alle hylder, så jeg er åben for det meste, men det skal selvfølgelig være en klub, som jeg føler, er det rigtige match for mig, siger Marco Ramkilde.

Mens Marco Ramkilde stadig træner i AaB, er et par andre gæster væk igen. Den tidligere FC København-spiller Ali Almosawe og Bayern München-talentet Williams Baffour, der over sommeren har været til prøvetræning i klubben, er ude af billedet igen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.