Vendsyssel FF

Vendsyssel FF henter AaB-duo

Kort efter bruddet med AaB er Lasse Stensgaard udpeget som ny cheftræner i Vendsyssel FF. Med sig tager han AaB's U19-ligatræner David Olsen

Lasse Stensgaard er ifølge NORDJYSKE's oplysninger udpeget til ny cheftræner for Vendsyssel FF. Arkivfoto: Peter Broen

Lasse Stensgaard er ifølge NORDJYSKE's oplysninger udpeget til ny cheftræner for Vendsyssel FF. Arkivfoto: Peter Broen

Opdateret 13.23 med udtalelser fra bestyrelsesformand Jacob Andersen

HJØRRING:Der gik ikke lang tid fra fyringen af cheftræner Johnny Mølby og hans assistent Henrik Larsen, før NORDJYSKE nu kan sætte navne på deres efterfølgere.

Klubben henter nemlig nyt blod med erfaring fra superligaklubben AaB.

Såvidt NORDJYSKE erfarer, får 37-årige Lasse Stensgaard kort efter bruddet med AaB chancen som ny cheftræner i Hjørring-klubben, og med sig som sin assistent tager han David Olsen, der har erfaring fra jobbet som træner for AaB's U19-ligahold.

- Det er heller ingen hemmelighed, at jeg gerne vil være cheftræner. Jeg har klart mere en cheftræner i maven end en assistent, sagde Lasse Stensgaard 24. juni til NORDJYSKE, da han forklarede om skilsmissen fra AaB.

Her forklarede han også, at han var helt afklaret med AaB-bruddet.

- Jeg finder noget andet, jeg synes, der er det fedeste i hele verden, lød det fra Lasse Stensgaard, som altså nu får ansvaret for en klub i landets næstbedste række.

Lasse Stensgaard har UEFA's Pro Licens som fodboldtræner. Foruden sin erfaring fra AaB, som han kom til i juni 2016, medbringer han erfaring fra tidligere trænerjobs i nordjyske klubber som Skagen, Frederikshavn fI, Fortuna Hjørring samt svenske klubber som Åtvidaberg, Motala AIF FK samt Linköbing Football Club, som længe har tilhørt både den svenske og europæiske elite.

VFF's bestyrelsesformand Jacob Andersen glæder sig over udsigten til samarbejdet med det nye trænerteam.

- Jeg er rigtig glad og stolt over, at vi som klub har kunnet tiltrække et ungt talentfuldt trænerteam som Lasse Stensgaard og David Olsen. Begge trænere kommer med erfaring fra højeste niveau og med masser af erfaring indenfor talentudviklingen – og så kommer de ikke mindst med masser af ”sult” og ærgerrighed efter at gøre en forskel, siger bestyrelsesformanden i en pressemeddelelse.

Det nye trænerteam skal stå i spidsen for Vendsyssel FF i sæsonens to sidste kampe mod Nykøbing FC og Skive. Duoen har derfor allerede i dag den første træning med truppen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.