Würtz forsøgte at tage fandialogen: Svært at finde ud af retningslinjer
AaB's assistenttræner var en smule overrasket over, at der blev slået så hårdt ned i pokalfinalen

Foto: Martin Damgård
FODBOLD:Et sted mellem 40 og 50 AaB-fans blev onsdag aften tilbageholdt af politiet, da de først blev bortvist fra Blue Water Arena efter pokalfinalen og derefter sat i futtog foran stadion efter kampen.
Årsagen var, at de undervejs havde forbrudt sig imod de i øjeblikket gældende retningslinjer omkring corona-virus, fordi tilskuerne stod op og stod for tæt under kampen.
Kampen blev derfor afbrudt i et kvarter i første halvleg, og hos AaB var de nye assistenttrænere Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen nede for at kommunikere med de glade AaB-fans.
- Vi gik bare over for at tage en snak med dem. Vi kan jo sagtens se, at de bare er glade for at være her, men det nyttede ikke noget i dag, hvis vi gerne ville have afviklet pokalfinalen. Og det var jo det, vi var kommer for, siger Rasmus Würtz.
Ved kampene i Superligaen har man flere gange set fangrupperingerne stå tæt - uden der er blevet slået ned på det.

AaB mødte onsdag aften SønderjyskE i årets pokalfinale i fodbold, der blev spillet på Blue Water Arena i Esbjerg. Foto: Martin Damgård
- Vi kan også have svært ved at finde rundt i de mange retningslinjer, og det overraskede mig måske en smule, at man valgte at slå så hårdt ned på det i dag, men regler er regler, og det kan vi ikke lave om på, siger han.
Som ny assistenttræner er det også hans job at få gejsten tilbage i spillerne, og der venter en stor opgave efter nederlaget i pokalfinalen.
- Det er klart, at der bliver et stort stykke arbejde for hele teamet omkring holdet de kommende dage. Vi skal have talt hele kampen igennem med alle, og så skal vi begynde at se fremad. Der er trods alt stadig en sæson med endnu seks kampe, der skal spilles færdig. Og så skal vi jo arbejde frem imod næste sæson samtidig. Så den her sæson er bestemt ikke forbi, lyder det fra Rasmus Würtz.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.