White Hawks lejer tidligere Aalborg Pirates-spiller

Det er i forvejen et velkendt navn i Frederikshavn, hvor storebroren allerede er en del af spillertruppen

Arkivfoto: Martin Damgård.

Arkivfoto: Martin Damgård.

ISHOCKEY:Frederikshavn White Hawks lejer Jonathan Brinkman fra Rødovre Mighty Bulls for resten af sæsonen. Det bekræfter begge klubber i en fælles pressemeddelelse.

Samtidig offentliggør sjællænderne, at man har forlænget sin kontrakt med den 20-årige forward, så den gælder frem til og med sæsonen 2022/2023. Dermed er Jonathan Brinkman blot tilbage i det nordjyske for en kort stund.

- Når vi ligger, hvor vi gør, så kommer der nogle henvendelser fra andre klubber – både i udlandet og fra Metal Ligaen. Frederikshavn har givet os et tilbud, der på alle parametre er rigtig fornuftigt for alle tre parter og som særlig vigtigt styrker én af vores unge spilleres udvikling. De vil meget gerne styrke sig op til Final4 og slutspillet, og det ser vi som en god mulighed for, at Jonathan, som stadig kun er 20 år, kan få noget værdifuld erfaring og stå endnu bedre rustet til sin rolle i Rødovre-trøjen i næste sæson, fortæller Rødovre Mighty Bulls direktør Morten Nielsen.

Direktør i Frederikshavn White Hawks Henrik Andersen, glæder sig også over lejeaftalen.

- Jonathan er en rigtig dygtig spiller, som vi glæder os til at byde velkommen hos White Hawks. Vi har i forvejen hans bror på holdet og ser frem til, at han kan styrke vores bredde og bidrage til holdet både i den kommende Final4- weekend og i slutspillet, fortæller White Hawks-direktøren.

Storebror Sebastian Brinkman spiller i forvejen for Frederikshavnerne, så der er langt op til en midlertidig familieforening på nordjysk is.

Jonathan Brinkman har i den igangværende sæson lavet 16 point i 35 kampe for Rødovre Mighty Bulls. Han slutter sig til Frederikshavn-truppen mandag og kan få debut onsdag, hvor Frederikshavn hjemme møder Herlev.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.