Springvand skal stadig fjernes eller ændres

Blokhusfonden har fået frist til 1. februar

Springvandet er ulovligt, men forvaltningen har giver Blokhusfonden mulighed for at foreslå et andet springvand, der overholder vandløbsloven.

Foto: Flemming Dahl Jensen
Springvandet er ulovligt, men forvaltningen har giver Blokhusfonden mulighed for at foreslå et andet springvand, der overholder vandløbsloven. Foto: Flemming Dahl Jensen Flemming Dahl Jensen

Føljetonen om Blokhusfondens ulovlige springvand i bækken ved Springvandstorvet fortsætter. Teknik- og miljøudvalget vedtog på sit seneste møde 9. januar, at der skulle varsles et påbud om lovliggørelse af springvandet. Den varsling modtog fonden i onsdags.

Forinden havde forvaltningen holdt møde med fondens forretningsfører, Peter Dahl, der dagen efter udvalgsmødet i NORDJYSKE Stiftstidende stillede sig helt uforstående:

"Jeg har helt klart fået den opfattelse af kommunen, at vi havde tilladelse til springvandet".

I dag påtager Peter Dahl sig det fulde ansvar.

- Jeg lægger mig fladt ned. Vi påbegyndte bygningen af springvandet, før vi havde hørt fra kommunen, og da vi fik afslag på vores ansøgning, fortsatte vi byggeriet, siger han, og understreger, at fondens bestyrelse ud over at vedtage, at der skulle laves et springvand, intet har haft med forløbet at gøre.

Blokhusfondens bestyrelse udgøres af Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune, formand for Blokhus Strand Grundejerforening, advokat Jens Saabo, medlem af bestyrelsen i Samråd Destination Blokhus, Palle Holmbech, Jesper Fjeldsø samt forretningsfører Peter Dahl.

Efter aftale med forvaltningen skal Blokhusfonden inden 1. februar indsende beskrivelse af et nyt springvand, der ikke er i strid med loven.

- Fonden skal komme op med en fuldstændig beskrivelse af et springvandsprojekt, der overholder alle regler i vandløbsloven, siger Henrik Damsgaard fra kommunens planlægningsafdeling.

Vandløbslovens bestemmelser skal sikre, at vandets frie løb ikke obstrueres, og det mener teknik- og miljøudvalgets medlemmer altså, at springvandet gør. Det er derfor ikke muligt for fonden, at få tilladelse med tilbagevirkende kraft.

Og forvaltningen hjælper gerne fonden med lovliggørelsen af springvandet.

- Det hjælper vi gerne med. Det gør vi med alle, der beder om vores hjælp, siger Henrik Damsgaard, der nævner, at han ikke kendte til personsammensætningen i Blokhusfondens bestyrelse, før avisen bragte den op.

- Vi behandler Per og Poul og alle andre ens, siger han.

Hører forvaltningen ikke fra Blokhusfonden inden fristens udløb 1. februar, har det ingen øjeblikkelige konsekvenser, fordi der er tale om et varsel om påbud og ikke et egentligt påbud. Efter 1. februar vil fonden modtage et påbud, og efterlever fonden ikke dette, kan der blive tale om politianmeldelse ligesom Vandløbsloven giver kommunen ret til bringe de ulovlige forhold til ophør for ejerens regning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden