Stærkt og smukt

12
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bodil Jørgensen er kromutter med overblik. Både over krodrift, men sandelig også over, hvor farlig modstandskampen kan blive.

Der er foretaget rigtigt mange helt rigtige valg, da man indspillede filmen om Hvidstengruppen. Og der er ikke tale om valg, hvor man bare har valgt den letteste eller den umiddelbart smarteste løsning. Der er tale om en filmisk bevidsthed, der præger filmen fra start til slut. Og det er filmens helt store styrke. Et godt eksempel er hovedpersonen Marius Fiil (Jens Jørn Spottag). Han er ingen helt i filmen. Han er bare en ansvarsfuld mand med samvittigheden i orden. Tilfældigvis står han på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og det gør ham til leder af nedkastningsgruppen i Hvidsten. Og da han til slut står ved henrettelsespelotonen kan man naturligvis godt få den tanke, at han opholdt sig det helt forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Havde dette været en amerikansk film, så ville Marius Fiil have kridhvide tænder, pomadiseret hår, friske replikker og smart tøj. Og først og fremmest ville han have været en helt, der slår en proper næve, tænker iskoldt i svære situationer og frelser sit land. Men nej: Vores Marius er bare en ganske almindelig mand med en ganske almindelig familie og et ganske almindeligt job. Og hvor jeg elsker det valg. Det giver filmen en helt anden distance til de virkelige begivenheder. Vi kommer tættere på. Det bliver troværdigt. Vi kommer helt ind på livet af Marius og hans familie. Vi kommer til at elske dem. For god ordens skyld: Der er heller ikke andre helte i filmen. Og for lige så god ordens skyld: Der er heller ingen skurke. Allersmukkest ses det til sidst, hvor Marius er på vej til sin henrettelse. Her omfavner han en tysk soldat og siger, at han tilgiver ham. Det er jo ikke ham eller andre unge mænd, der er skurkene i dette spil. De gør blot deres sure pligt. Filmen er spækket med scenografi a la 1940'erne. Der er næppe et saltkar eller en gaffel, der ikke er castet til perfektion. Alt passer til tidsbilledet. Det er næsten perfekt. Kun én ting er forkert: Når der tændes for radioen, spiller den med det samme. En gammeldags radio med rørforstærker skulle altså varmes op, før der kom ordentligt lyd på. Men det ville jo tage tid. Og tid er der brugt nok af. Der er enkelte scener, der er lige lovligt lange. Et godt eksempel er sølvbryllupsscenen i starten af filmen. Her er vi til Marius' og Gudruns (Bodil Jørgensens) sølvbryllup. Nuvel: Scenen er god til at vise miljøet, og den er et rent udstyrsstykke med hensyn til at vise, hvor god filmholdet har været til at få scenografien til at ligne 1943. Meeen. De trækker den godt nok langt ... Et andet flot scenografisk trick: Alle de medvirkende har beskidte hænder og sorte negle. Det var heller aldrig sket i en amerikansk, renskuret film. Men filmen foregår altså i en periode, hvor folk måtte knokle for at tjene til dagen og vejen, og hvor almindelig sæbe ikke er nok til at fjerne det daglige læs skidt, som hænderne kommer i kontakt med. Sådan var det dengang. Hvidskurende hænder var ikke hverdag. De hørte jul, påske og pinsen til. Jens Jørn Spottag forløser sin rolle som Marius Fiil på bedste vis. Han er troværdig, stille eftertænksom og en hædersmand. Sådan i al diskretion. Han fylder meget i billedet, når han er på. Og han spiller med urokkelig ro, som smitter af på os publikummer. Det trøster os, når det ser mest sort ud. Og det gør det. Bodil Jørgensen, hustruen Gudrun Fill, har samme ro over sig. Hun er en klippe af en velovervejet kromutter. Hun er den kloge, og den arbejdssomme. Hun er den, der har overblikket. Og hun er nok den, der først er klar over, at opsamling af nedkastede af våben er en hobby, man kan dø af. Men også Bjarne Henriksen som dyrlægen, Thomas Ernst som sønnen Niels samt Laura Winther Møller som datteren Gerda spiller fornemt. "Hvidsten Gruppen" er en flot, stærk, smuk og vedkommende film. Den fortæller om en lille niche i Danmarkshistorien. Den niche er til gengæld fyldt så fornemt ud, at der er kommet ægte filmkunst ud af det. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "Hvidsten Gruppen". Instruktion: Anne-Grethe Bjarup Riis 2 timer og 2 minutter, tilladt fra 11 år Danmarkspremiere.