Aalborg

Støtte trukket tre gange

Danmarks Indsamling ramt af kuk i opkrævningen via telefon

Jytte Nielsen opdagede i weekenden, at hendes støttebeløb var trukket flere gange. Foto: Laura Guldhammer
Jytte Nielsen opdagede i weekenden, at hendes støttebeløb var trukket flere gange. Foto: Laura Guldhammer Foto: Laura Guldhammer

Opdateret 13. februar 2016 kl. 14:01

AALBORG ØST: Jytte Nielsen fra Aalborg er vred. Fredag donerede hun 150 kroner til Danmarks Indsamling. Men Jytte Nielsen blev ikke kun trukket én gang. Indtil videre er hun trukket 150 kroner tre gange via sin konto hos teleselskabet Telmore.

Underskud på kontoen

- Jeg er vred. Som folkepensionist har jeg ikke for mange penge at gøre med i forvejen, men jeg tjekkede netop, at der var penge nok på min konto, før jeg sendte en sms med 150 kr. Så ligner det ikke noget, at jeg bliver trukket beløbet tre gange, raser Jytte Nielsen.

Hun opdagede først, at der var noget galt, da hun søndag fik en sms fra sit teleselskab, at telefonen ville blive lukket, fordi der var 366,99 kr. i underskud på kontoen. Jytte Nielsen skyndte sig straks indsætte 500 kr. på sin konto, så hun stadig er i kontakt med omverdenen.

Mandag fik hun efter lang ventetid fat i Telmores kundeservice, men herfra blev hun sendt videre til den underleverandør, der har håndteret sms-donationer til Danmarks Indsamling. Hun havde dog ikke held til at komme igennem til firmaet Unwire.

Lægger os fladt ned

Presserådgiver Rasmus Avnskjold fra TDC Group, der også omfatter Telmore, erkender, at der er sket en fejl, som berører flere kunder. Hvor mange havde han mandag ikke overblik over, men det drejer sig om de kunder, der har doneret penge via sms eller fastnettelefon, og det gælder kunder, som er på TDCs netværk.

- Vi lægger os fladt ned. Der er sket en fejl. Om fejlen ligger hos os eller hos vores underleverandør, kan jeg ikke svare på. Det bliver undersøgt, og vi arbejder på at få lokaliseret de kunder, der har betalt for meget, så de kan få tilbageført beløbene.

Rasmus Avnskjold regner med, at det kan klares i løbet af de kommende dage, men skulle der gå længere tid, er telekunderne velkommen til at kontakte deres teleselskab. Samtidig er servicemedarbejderne instrueret i, at de ikke må sende kunderne videre til underleverandøren. De skal have ren besked hos de TDC-ejede teleselskaber.

Taget alvorligt

Danmarks Indsamling beklager, at der er sket en fejl, og indsamlingen har på sin hjemmeside lavet et opslag, hvor der forklares nærmere om problemet, og hvad der bliver gjort ved det. Klik og læs mere.

Arrangøren har dog ikke mistet tilliden.

- Vi havde helst undgået fejl. Folk skal selvfølgelig ikke betale mere, end de har tænkt sig. Fejlen bliver taget alvorligt, og det er også min oplevelse, at der bliver handlet hurtigt for at rette den, siger projektleder Stig Fog.

Gå til relaterede emner

Forsiden