Stor terror-øvelse er blevet aflyst

Uklarhed om Hjemmeværnets rolle i forhold til politiet har ført til aflysningen

Morten Appel
Arkivfoto
Hjemmeværn 12. september 2017 06:29

AALBORG: En terrorøvelse der i weekenden 22. og 23. september skulle have fundet sted i Aalborg, er blevet aflyst. Det oplyste Hærhjemmeværnet mandag.

Der var tale om en øvelse, hvor der skulle være fokus på at sikre City Syd-området. Hjemmeværnets opgave skulle være; "at være til stede, observere, afsøge og sikre, at City Syd kunne fastholde den daglige drift under en tænkt trussel", fortæller oberstløjtnant Jan Johansen, chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland

- Vi har gennem rigtig lang tid arbejdet med planlægningen af øvelsen. Det var et scenarie, vi gerne ville øve, så vi kunne støtte politiet, hvis situationen og dermed behovet opstod. Vi har i planlægningsfasen samarbejdet med mange interessenter, og fra alle sider har vi mødt megen positiv velvilje overfor både øvelsen og dens indhold, tilføjer Jan Johansen.

I planlægningens sidste fase blev det, som der står i pressemeddelelsen, erkendt, at der er forskellig opfattelse af, hvornår Hjemmeværnet kan indsættes med våben til støtte for politiet - såkaldt Særlig Hjælp til politiet.

- Der var en risiko for, at en gennemførelse af øvelsen som planlagt kunne skabe større misforståelser omkring dette forhold. Det ønskede vi ikke. Derfor aflyser vi øvelsen og arbejder frem mod mere klarhed omkring Hjemmeværnets indsættelse med våben til støtte for politiet, forklarer Jan Johansen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...