Stort postyr på Jensen’s Bøfhus
Svensker simulerede overfald og hjerteanfald for at slippe for regningen, ifølge politiet

Den fulde svensker skabte stort postyr på Jensen’s Bøfhus her i Aalborgs midtby. Og så blev han anholdt. Arkivfoto: Grete Dahl Foto Grete Dahl
AALBORG:En 53-årig svensker skabte torsdag eftermiddag stort postyr i Jensen’s Bøfhus på Østerågade ved Nytorv midt i Aalborg.
Den berusede mand havde spist for 505 kr., men inden han skulle betale, påstod han, at nogen havde overfaldet ham på restaurantens toilet. Den troede personalet ikke på, da vidner havde set, at manden havde været alene ude på toilettet, oplyser Nordjyllands Politi.
Men dermed var dramaet ikke slut. Manden begyndte så at klage over pludselige smerter i brystet - ifølge politiet et simuleret hjerteanfald.
Stærkt beruset
En ambulance blev tilkaldt, men da ambulancefolkene tjekkede den 53-årige svensker, lød meldingen, at der ikke var noget galt med ham. Ud over, at var stærkt beruset.
Så blev politiet tilkaldt, og svenskeren blev taget med og anbragt i detentionen. Han sigtes nu for bedrageriforsøg mod restauranten, oplyser vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.
Selv om ambulanceudrykningen ikke var gratis, slipper svenskeren dog for et erstatningskrav i den anledning. Det vil være svært at bevise, at hans melding om pludselige smerter i brystet var det rene fup, og at han dermed med vilje var skyld i en unødvendig ambulanceudrykning, ifølge politiets vurdering. Men politiet mener dog, at det faktisk var et simuleret hjerteanfald.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.