Største IT-projekt nogensinde er i luften: Det kommer det til at betyde for patienterne

Mandag morgen gik Region Nordjyllands nye it-system til håndtering af patientoplysninger i luften. Det vil gøre hverdagen nemmere for både personale og patienter

- Det må ikke ske fejl, når man håndterer sundhedsdata for de nordjyske borgere. Derfor har vi testet systemet grundigt, fortæller It-direktør i Region Nordjylland, Klaus Larsen.
- Det må ikke ske fejl, når man håndterer sundhedsdata for de nordjyske borgere. Derfor har vi testet systemet grundigt, fortæller It-direktør i Region Nordjylland, Klaus Larsen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 16. maj 2022 kl. 14:01

NORDJYLLAND: NordEPJ. Det er navnet på Region Nordjyllands nye elektroniske patientjournal, som mandag morgen stod sin helt store prøve.  

I weekenden har patienterne på de nordjyske hospitaler kunnet opleve det sundhedsfaglige personale registrere alt på papir. Overgangen til det nye system begyndte nemlig allerede fredag, men nu har personalet lagt blyant og blok fra sig igen, for mandag morgen var hele systemet implementeret. 

Systemet har været undervejs i 2,5 år, og der var store sommerfugle i maven hos mange ansatte, da det største it-projekt Region Nordjylland nogensinde har haft, endelig gik i luften. 

- Det her it-projekt slår alle rekorder indenfor kompleksitet, omkostninger og tid. Det er flere års grundig forberedelse og mange måneders intens undervisning, der er kulmineret i denne weekend. Men alt er gået rigtig godt, fortæller Klaus Larsen, der er it-direktør i Region Nordjylland. 

- Vi har fået en del henvendelser fra personalet, som nu skal lære at bruge systemet, hvilket også var forventeligt. Men der har ikke været nogle fejl, og det er det vigtigste, for når vi har at gøre med patienters sundhedsdata, må der ikke ske fejl. 

Nyt IT-system NordEPJ
  • NordEPJ erstatter fire af de største IT-systemer på regionens hospitaler og samler dem i ét. Der er tale om den nuværende elektroniske patientjournal, medicinmodulet, det patientadministrative system og bookingsystemet.
  • Det er de fire største kliniske it-systemer på Region Nordjyllands hospitaler. Bookingsystemet alene håndterer ca. 1,7 mio. bookinger om året.
  • Over 500 medarbejdere har arbejdet på projektet, siden det startede op i 2019.
  • Der bliver knap 13.000 brugere af NordEPJ i Region Nordjylland.
  • Anskaffelsen af systemet løber op i 121 millioner kroner.
Region Nordjylland

Hvad kan det nye system? 

Det er en velafprøvet patientjournal, Region Nordjylland har taget i brug. Der er nemlig tale om samme kernesystem, som har været i brug i Region Midtjylland de seneste 10 år, og som Region Syddanmark også er i gang med at implementere netop nu.

Den største gevinst ved implementeringen er klart for de ansatte i regionen, fortæller Klaus Larsen. 

- Værktøjet er personalets vigtigste arbejdsredskab i at kunne orientere sig omkring patienten, siger han og forklarer, at det fremover vil spare personalet tid og gøre arbejdsgangen nemmere. Derudover understøtter det bedre koordination af forløb på tværs af afdelinger.

- Vi er gået fra at have fire selvstændige systemer til at få et system, hvor det hele er sat op meget smartere. Det giver i det hele taget personalet bedre arbejdsvilkår, da systemet er hurtigere og bedre end de gamle.

Hvad betyder det for patienterne? 

Udover en weekend med registreringer på papir, har det store system-skifte ikke været til at mærke for nordjyderne.  

Først på længere sigt vil regionens borgere også få glæde af den nye patientjournal. Systemet giver nemlig øget mulighed for alternative behandlingsforløb, der er tilpasset patienternes individuelle behov, og som griber mindst muligt ind i hverdagslivet.

Det kan for eksempel være gennem telemedicinske løsninger, mobilløsninger og videokonsultationer, fortæller Klaus Larsen.

- Vi får en række nye digitale muligheder, som vi skal til at have i anvendelse. Vi forventer at kunne komme med nye tilbud engang næste år, siger han. 

Hvad er telemedicin? 
  • Telemedicin er en fællesbetegnelse, der dækker sundhedsydelser, der bliver leveret digitalt, hvor borgeren undgår at skulle ind på hospitalet, hvis det ikke er nødvendigt.
  • Med brug af telemedicinske løsninger kan medarbejdere i sundhedsvæsenet behandle og rådgive borgere om sygdomme, mens de opholder sig i eller tæt på deres eget hjem. Patienterne kan følge udviklingen i egen sygdom ved at måle fx blodtryk, infektionstal eller vægt. Samtidigt kan hospitalet tjekke målingerne og rådgive patienten. Målet er, at patienten bliver bedre til at håndtere livet med en kronisk sygdom og opnår større tryghed. Det kan også være, at patienten kan komme lidt tidligere hjem fra hospitalet fordi han/hun følges digitalt i en periode efter udskrivelse.
  • Telemedicin kan desuden være guidede selvhjælps-programmer, hvor patienter lærer strategier til at få det bedre. Programmerne indeholder bl.a. videoklip og lydfiler samt træningsøvelser. De kan suppleres med videosamtaler eller skriftlig dialog med en behandler, der støtter og motiverer patienten.
Region Nordjylland

Ekstra support den første tid 

De næste 14 dage er der først og fremmest fokus på, at personalet får værktøjet i hænderne og blive trygge ved at bruge det. 

Gennem hele weekenden har der været stort fokus på support, så alle til enhver tid får den hjælp, de har brug for. Og det fortsætter de næste 14 dage, indtil personalet på de nordjyske hospitaler er blevet fortrolige med deres nye patientjournal.

- Udover vores egne folk har Region Midtjylland også stillet nogle af deres medarbejdere til rådighed, som har mandag og tirsdag kommer og hjælper os med at få en god start. De har arbejdet i systemet i mange år. Derfor er deres viden guld værd, siger Klaus Larsen. 

Og der er gode grunde til at et solidt support-setup er højt prioriteret:

- Det, der til enhver tid har allerhøjeste prioritet hos os, er at yde kvalificeret og nærværende behandling til vores patienter – også selvom vi skifter it-system. Derfor har det også været vigtigt for os at sikre de bedst mulige arbejdsvilkår til vores personale i skiftet til en ny patientjournal, så de kan holde fokus på det, der er vigtigst, nemlig patienterne, fastslår Klaus Larsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden