Sæby

Sygeplejerske med net-kundskaber

Malene Ryberg Christiansen har netop overtaget sin fars firma NET BB - der formidler overnatninger indenfor bed & breakfast.

Malene Ryberg Christiansen er oprindelig uddannet sygeplejerske, men ved siden af har hun netop overtaget sin fars   firma NET BB - der formidler overnatninger indenfor bed & breakfast.
Malene Ryberg Christiansen er oprindelig uddannet sygeplejerske, men ved siden af har hun netop overtaget sin fars firma NET BB - der formidler overnatninger indenfor bed & breakfast.

SÆBY: Hvad ville du have været, hvis ikke du var blevet webmaster med eget firma?

Jeg er rigtig glad for at jeg blev sygeplejerske og jeg elsker mit primære job og mine kolleger i Sundhedscenter Frederikshavn. At jeg også skulle arbejde som selvstændig var ikke noget, jeg havde planlagt, men den mulighed fik jeg, da min far valgte at lade mig overtage internet portalen NET BB for selv at gå på efterløn her i foråret.

Hvad er din styrke?

Jeg er empatisk og god til at lytte.

Hvad er dit politiske ståsted?

Det er nok sådan et sted i midten. Men er det ikke også dér, de fleste partier efterhånden ligger?

Hvad er det værste, du ved hos folk?

Jeg er nok ret tolerant over for mine medmennesker og tænker ikke umiddelbart, der er noget, jeg synes er det ”værste”. Jo, det skulle da lige være, når folk løber med ondsindet sladder. Dét er det værste, jeg ved.

Hvad er det bedste, du ved hos folk?

Det er, når man kan være ærlige overfor hinanden. Folk, der tør være sig selv - og også stå ved at de og vi ikke er perfekte. Det er det mest befriende i verden. Det er måske ikke så meget oppe i tiden at skilte med at man u-perfekt, men det burde vi hjælpe hinanden med at opreklamere.

Hvad er den mest pinlige situation, du har oplevet?

Det er altid pinligt at tage på indkøb, lægge en halv vognfuld varer på båndet, gøre sig klar til at betale - og så opdage at dankortet ligger derhjemme. Og det er faktisk sket et par gange.

Hvad er den største forskel på mænd og kvinder?

Det ved jeg ikke. Man kan let komme til at putte folk i kasser, når man siger at mænd er ”sådan” og kvinder er ”sådan”. Nogle gange har kvinder træk, som oftest tilskrives mænd og nogle gange er det omvendt.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse, når du holder fri?

Jeg bruger fritiden sammen med min familie og gode venner. Jeg sidder sjældent stille og har det bedst med at være i gang. Jeg er en glad motionist, der elsker at svømme, løbe en tur eller ride. Jeg kan godt lide at deltage i forskellige løb eller dyster venner eller kolleger imellem. Lige nu er det ”Tæl skridt” kampagnen. Det kunne også være ”Vi cykler på arbejde”. Jeg kan godt lide at prøve mig selv af og prøve noget nyt. I vinter var det vinterbadning, der blev testet - og det var dejligt

Hvad er generelt dit forhold til andre mennesker?

Jeg er åben over for vore indbyrdes forskelligheder. Og jeg kan godt lide at møde nye mennesker, men sætter stor pris på at være sammen med de allernærmeste.

Hvis du skulle leve dit liv om, hvilke ændringer ville du så foretage dig?

Ingen tror jeg. Jeg tror på, at vi skal lære så længe vi lever. Og hvis man aldrig lavede fejl eller foretog mindre kloge ting, lærte man jo ingenting.

Hvordan er dit forhold til Gud?

Jeg håber, han passer godt på de i familien, der ikke er her mere. Jeg går nok for lidt i kirke, for jeg kan rigtig godt lide den ro og tid til fordybelse, jeg oplever der.

Hvad vil du gerne huskes for?

Et sjovt og pudsigt menneske - en man kan stole på - jeg vil også gerne huskes for min loyalitet.

Hvis du skulle tilbringe én uge alene på en ødegård, hvilke tre bøger ville du medbringe?

Jeg ville nok tage nogle med, som jeg endnu ikke har læst. F.eks. Det irske hotel af Maeve Binchy.

Hvad er en god bog for dig?

Lige nu læser jeg Hanne Vibeke Holsts ”Knud den store”. Jeg kan bedst lide romaner af forfattere med en god forståelse for menneskers tanker og følelser. Derfor kunne jeg også rigtig godt lide Carsten Jungersens bøger ”Undtagelsen” og ”Du forsvinder”.

Hvad gør dig rigtig glad?

De gør de små ting. Når solen skinner og fuglene synger - eller der er medvind på cykelturen hjem. Når man får ros fra uventet side - og især når man kan mærke, at man gør en forskel for én, der ikke har det nemt.

Hvad gør dig rigtig ked af det?

Jeg oplevede sidste år den store sorg at miste min mor, helt uventet og pludseligt. Det har taget lang tid at lægge det bag mig. Jeg savner hende stadig meget, og det har ændret rigtig mange ting i vores familie. Men det har også betydet, at jeg måske i højere grad end før er taknemmelig for det liv, vi har sammen. For det er ikke noget, vi kan tage for givet. Når ens børn ikke trives, påvirker det hele familien. Det kan være meget hårdt.

Hvilken musik kan du lide?

Jeg kan rigtig godt lide U2, især de lidt ældre numre - Marie Kay, Nephew og mange flere. Men oftest hører jeg bare det, der spiller i radioen i bilen.

Er du god til at tilgive?

Ja, det er jeg. Jeg har det skidt med at være uvenner med andre.

Hvad er din største præstation?

Hmm. Jeg opholdt mig to år i Irland fra jeg var 19-21 år. Det synes jeg egentlig var lidt modigt at gøre alene. Jeg tror ikke, jeg turde tage sådan et skridt den dag i dag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden