Ta’-selv-brød bliver måske forbudt
Risiko for smitte ved selvbetjent brød i butikker kan føre til forbud
Opdateret kl. 12:35
HELE LANDET: Lidl, der som den første discountkæde indførte opbagt ta’-selv-brød og -kage, kan også blive den første til at droppe det, skriver metroxpress.
Forleden fik Lidl-butikken på Vesterbrogade, København, nemlig en sur smiley og en bøde på 15.000 kroner, fordi kunder gramsede på uemballeret brød og kage.
Det var anden gang, at fødevarekontrollen så urene fingre i butikkens brød-montrer. Fortsætter det, risikerer Lidl, at myndighederne helt forbyder ta’-selv-hylderne.
- Hvis butikkerne ikke retter ind, kan det ultimativt betyde, at vi nedlægger forbud mod selvbetjent brødsalg, siger Inge-Lis Kyllesbæk fra Fødevarestyrelsen, som skærper sin sanktion, hver gang en butik bryder samme fødevareregel.
Bagere undrer sig
Så sent som onsdag bemærkede metroxpress, hvordan kunder i butikken fedtede med chokoladedonuts og flutes uden at købe det.
Heller ikke i Netto, Rema1000 og Fakta, som har indført ta-selv-brød, bruger alle kunder redskaber eller handsker, viser metroxpress’ stikprøver.
- Hvis folk har en infektion, er der risiko for, at det bliver overført, har Elsebeth Tvenstrup Jensen, overlæge ved Seruminstituttet forklaret.
- Vi har længe undret os over, at de kan få lov til, på denne uhygiejniske måde, at sælge brød og kage, som andre har rørt ved, mens vore medlemmer er underlagt langt strengere regler, siger Anders Grabow fra Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD), til metroxpress.
Fødevarestyrelsen håber, at kunderne vil vænne sig til at bruge tænger eller handsker, og at butikkerne vil øge overvågningen og bede kunderne stoppe med at gramse på brødet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.