Testcenter-plan i tomgang

Brancheforening venter på testcenter - kommunen venter på svar fra ansøger

Medlemmerne af Brancheforeningen for Husstandsvindmøller undrer sig over, hvad det er der sker i Thisted Kommune. Det siger foreningens formand Morten V. Petersen. Årsagen er, at der endnu ikke ligger en godkendt lokalplan, der skaber mulighed for at etablere et testcenter for husstandsvindmøller ved Sindrup Vejle. Centret er ansøgt og skal drives af Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, som vil stille faciliteterne til rådighed for brancheforeningen medlemmer som mangler et sted med optimale vindforhold til at teste møller. Folkecentrets forstander, Preben Maegaard, forstår Morten V. Petersens utålmodighed i forhold til kommunens sagsbehandlingstid. De første planer om testcentret kom på bordet for tre år siden, mens Thisted Byråd i januar 2011 besluttede at arbejde positivt for at realisere planerne for et center på den nuværende placering på Sindrup Vejle. I august sidste år gav byrådet foreløbig godkendelse til et forslag til lokalplan, som var i høring sidste efterår. Efter høringen er forslaget rettet til i forhold til nogle af de bemærkninger, der kom. Blandt andet er antallet af testpladser reduceret med to til nu fire. Kommunens tekniske forvaltning oplyser, at planerne er klar til politisk behandling, men forinden skal folkecentret kommentere indsigelser og ændringer i forhold til det forslag, der var i høring. Fristen var 25. januar, men forvaltningen har endnu ikke hørt noget. - Man ønsker svar på spørgsmål, som ikke kan kan besvares, siger Maegaard. Henning Holm (S), formand for udvalget for miljø og teknik, understreger, at folkecentret skal høres om de ting, der er ændret efter offentlighedsfasen. - Det er urimeligt at antyde, at forvaltningen forsinker tingene. Reglerne er, som de er - og det har jeg forklaret folkecentrets bestyrelse, siger Henning Holm.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden