Nordjylland får kun en ny uddannelse: Nordjysk minister er stadig tilfreds

Store planer er blevet mindre, men nu åbner maskinmester-uddannelse i Thisted

I mange år har der været maskinmester-skole i Frederikshavn, men nu bliver der også en i Thisted. Arkivfoto
I mange år har der været maskinmester-skole i Frederikshavn, men nu bliver der også en i Thisted. Arkivfoto Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Opdateret kl. 21:31

 - Det gavner både det danske samfund generelt og lokalsamfundene, der har brug for udvikling, liv og adgang til kompetencer, der følger med lokale uddannelser. 

Sådan lød det i aftaleteksten, da et bredt flertal i folketinget - Socialdemokratiet,  Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne - i juni sidste år blev enige om en præcis plan for udflytning af uddannelser fra store byer til mindre.  

Knapt et år senere kunne uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen torsdag fortælle om hvilke uddannelser, der konkret bliver tale om. 

Set fra Nordjylland var der ikke meget, at komme efter - på landsplan bliver der etableret 22 nye uddannelser, men kun en får en nordjysk adresse: Fremover kan maskinmestre bliver uddannet i Thisted. 

Tidligere er en uddannelse som bio-analytiker i Hjørring blevet godkendt, mens den planlagte socialrådgiveruddannelse i samme by foreløbigt lader vente på sig. Planerne om et tandlæge-studie i Hjørring er helt droppet, og samlet set er det omkring 100 nye uddannelsespladser, der nu er oprettet i Hjørring og Thisted. 

Nogen revolution er det ikke, men den i Thy-valgte erhvervsminister, Simon Kollerup, var særdeles tilfreds med dagens melding. 

- Jeg er enormt glad. Det er en stor sejr for yderområderne generelt, men for Thy-Mors området især. Det kommer til at betyde rigtig meget for vores lokale virksomheder at de får adgang til kvalificeret arbejdskraft, og for lokalområdet betyder det, at der er flere, der kan tage en uddannelse hjemme i Thy, og ikke behøver at flytte væk. Det er en ret stor dag. 

- Men nu det vel ikke sikkert, at de unge, der tager uddannelsen vælger at bosætte sig i Thy? 

- Vi ved per erfaring, at når vi mister de unge hoveder er det fordi, at de skal rejse væk fra Thy for at tage en uddannelse. De bliver svære at få tilbage til Thy, og derfor betyder det noget, at man kan tage en uddannelse lokalt. 

- Son nordjysk valgt politiker er du så skuffet over, at der kun er ny uddannelse i Nordjylland? 

- Aftalen lægger sig jo oven på en række andre beslutninger, der understøtter et Danmark med en bedre balance mellem land og by. Samlet kan man se en regering, der ønsker at skabe et Danmark i bedre balance. Det her bliver heller ikke den sidste ting, vi gør i den retning. Det er hjerteblod for den her regering, at skabe et Danmark, der har en bedre balance, og det mener jeg faktisk, at vi er godt i gang med, siger Simon Kollerup. 

Også Aalborg Universitet har fået godkendt en ny uddannelse, men den bliver placeret i København. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden