Advokat dømt: Tilbød voldtægtsoffer 100.000 kr. for at tie stille

Advokat med kontor i bl. a. Thisted idømt betinget fængsel og samfundstjeneste for at have tilbudt penge til en kvinde, der beskyldte hans klient for voldtægt  

THISTED/GLOSTRUP:Din klient kan få 100.000 kroner, hvis hun trækker voldtægtsanmeldelsen tilbage.

Omtrent sådan lød det angiveligt, da advokaten for en direktør ringede til en kollega, som var  bistandsadvokat for en kvinde, der havde anmeldt sin arbejdsgiver for voldtægt.  

Dette forsøg på at få voldtægtsofferet til at tie stille har nu kostet advokaten, Axel Lund, en dom på 60 dages betinget fængsel ved Retten i Glostrup, samtidig med at han i to år mister retten til at beskæftige sig med straffesager.

Som en betingelse for, at dommen er gjort betinget, skal han desuden udføre 80 timers samfundstjeneste, skriver Ritzau. 

Axel Lund nægter sig skyldig og overvejer at anke.

Den 53-årige advokat er partner i et firma med hovedsæde i Roskilde, men i godt to år har advokatfirmaet haft en filial i Thisted.

Telefonsamtalen, der nu har ført til en dom mod Axel Lund, fandt sted 3. december 2020 og varede 11 minutter. Advokaten afviser, at han fremsatte et økonomisk tilbud, der skulle være betaling for, at kvinden trak sin anmeldelse tilbage.

- Selvfølgelig ikke, sagde Alex Lund ifølge Ritzau i Retten i Glostrup.

Han betegnede samtalen med bistandsadvokaten, Charlotte Møller Larsen, som "en åben drøftelse" .

- Jeg fremsatte ikke noget tilbud. Det er rigtig meget et spørgsmål om formuleringer, sagde Axel Lund under retsmødet om opkaldet til bistandsadvokaten.

Dagen før denne telefonsamtale havde Axel Lund haft et tre en halv time langt møde med sin klient, den voldtægtsanklagede direktør. Han havde klaget over, at politiet var begyndt at afhøre flere af hans medarbejdere.

Direktøren, den 37-årige Pedro Ramos, er i Østre Landsret netop blevet idømt otte års fængsel for gentagne overgreb på fire kvindelige ansatte.

Ifølge bistandsadvokaten, der var indkaldt som vidne i sagen mod Axel Lund, havde han i telefonen sagt, at det "i bund og grund bare var et spørgsmål om penge":

- Han sagde, at han ikke vidste, om det skulle være 100.000, 150.000 eller 200.000 kroner. Hans forslag var, at jeg gik tilbage til min klient og tilbød hende 100.000 kroner, forklarede Charlotte Møller Larsen ved Retten i Glostrup. 

Forslaget nåede aldrig frem til kvinden. Hendes bistandsadvokat var ifølge eget udsagn "møg chokeret" over opkaldet og gik i stedet til politiet.

Den tiltaltes forsvarer, advokat René Offersen - kendt som en af forsvarerne under rigsretssagen mod Inger Støjberg - betegnede i retten Axel Lunds forseelse som "en professionel fejl", men slet ikke en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om misbrug af sin stilling.

- Han burde nok have tænkt sig endnu grundigere om, inden han kontaktede advokaten, sagde forsvareren dog.

Har opført sig uværdigt

Anklageren har et helt andet syn på sagen:

- Han har opført sig uværdigt. Han kan ikke have været i tvivl om, at han forsøgte at bestikke et vidne, og han har direkte forsøgt at hindre opklaringen af en alvorlig straffesag, siger specialanklager Henrik Uhl Pedersen i sin sammenfatning af sagen.

Inden Axel Lund i 2007 blev advokat har han bl. a. været dommerfuldmægtig ved Højesteret og konstitueret dommer ved Vestre Landsret.

Nordjyske har forsøgt at komme i kontakt med Axel Lund, men han meddeler via sin sekretær, at han ikke har nogen kommentarer til dommen - som han altså overvejer at få prøvet ved Østre Landsret. 

Heller ikke Charlotte Møller Larsen er vendt tilbage på en henvendelse fra Nordjyske. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.