Akrobatik på hesteryg: Lille rideklub er blandt verdens bedste

Hele to ryttere fra Sjørring Rideklub er med, når der i august afholdes VM i voltigering

Nanna Trab Christensen fra Sjørring Rideklub er udtaget til VM i voltigering. Også hendes klubkammerat Maria Thinggaard Sørensen skal deltage. <i>Privatfoto</i>

Nanna Trab Christensen fra Sjørring Rideklub er udtaget til VM i voltigering. Også hendes klubkammerat Maria Thinggaard Sørensen skal deltage. Privatfoto

THY:Når nogle af verdens bedste ryttere 6.-14. august mødes i Herning for at dyste til VM i ridesport, så er hele to medlemmer af Sjørring Rideklub med til at repræsentere Danmark i disciplinen voltigering. Klubben er en af de få i landet, der satser på denne sport, som også betegnes som akrobatik på hesteryg.

Der dystes i individuel, pas de deux og hold, og Sjørring Rideklub er med i alle tre konkurrencer. 26-årige Nanna Trab Christensen er nemlig dels en af de tre danske kvinder, der dyster i den individuelle konkurrence, og dels er hun med på det danske hold. Hendes klubkammerat Maria Thinggaard Sørensen stiller op i pas de deux sammen med en rytter fra Odense.

- At sådan en lille klub kan mønstre to deltagere ved VM, det er flot, synes Pia Sørensen, formand for Sjørring Rideklub og ansvarlig for voltigering.

Nanna Trab Christensen bor normalt i Aarhus, hvor hun har taget en uddannelse som tandplejer. Men det seneste halve år er hun flyttet hjem til forældrene i Sjørring for at kunne lægge alle sine kræfter i træningen op til VM. Så hun var glad, da hun for en lille måneds tid siden fik at vide, at hun var en af de tre danske kvinder, der var udtaget til verdensmesterskabet.

Hun har dyrket voltigering i Sjørring Rideklub, siden hun var omkring 11 år. Sporten stiller store krav til udøverens færdighed som gymnast og danser, så Nanna Trab Christensen har gået til gymnastik sideløbende med timerne i ridehallen.

- Det kræver meget træning, fastslår hun, der ud over den individuelle træning med hest og longefører i Sjørring også kører til Billund for at træne med holdet, der har hjemme der.

Base og flyver

Også Maria Thinggaard Sørensen tager turen til Billund for at træne, idet den hest, som hun og makkeren fra Odense benytter, står her. Hun er afsted to gange om ugen og træner derudover i klubben i Sjørring.

I disciplinen pas de deux skal der hele tiden være to personer på hesten samtidig. De udfører deres øvelser, mens hesten løber rundt i cirkel i galop.

- Min makker Freja og jeg er meget forskellige af bygning, så det, jeg laver, er, at jeg flyver oppe i luften, og Freja løfter mig. Hun er lidt mere stabil og stærk end jeg er. Man har ligesom to roller, en base og en flyver, forklarer Maria Thinggaard Sørensen.

Maria Thinggaard Sørensen på hesteryg ved et tidligere stævne. Ved VM i voltigering deltager hun sammen med en makker i disciplinen pas de deux. <i>Privatfoto</i>

Maria Thinggaard Sørensen på hesteryg ved et tidligere stævne. Ved VM i voltigering deltager hun sammen med en makker i disciplinen pas de deux. Privatfoto

Den 21-årige thybo, der bor i Thisted, har dyrket voltigering i Sjørring Rideklub siden hun var syv år. 

- Da jeg var mindre, gik jeg også til gymnastik og dans. Nu er det mest fitness, fortæller hun.

Maria Thinggaard Sørensen blev student fra Thisted Gymnasium for to år siden. Hun har det seneste halvandet år arbejdet som lærervikar på Rolighedsskolen. Det er et job, hun elsker, og samtidig prioriterer hun at have tid til voltigering. Begge dele fortsætter hun med i det kommende skoleår. Drømmen på længere sigt er dog ikke at blive lærer, men pilot i forsvaret.

De to VM-deltagere fra Sjørring Rideklub glæder sig over, at mesterskaberne i år afholdes i Herning, hvilket minimerer både rejsetid og omkostninger. Foruden voltigering byder VM i ridesport også på konkurrencer inden for mere traditionelle discipliner som dressur og springning samt paradressur. Herning Kommune, der er vært for VM-stævnet, forventer, at der vil komme 550 deltagere fra 70 lande, 1000 heste og 200.000 tilskuere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.