Røgdykkere sat ind: Brand på stort sejlskib

Røg fra tremastet skonnert i Thisted Havn

Røg væltede ud fra skonnerten, og beredskabet indsatte røgdykkere.
Røg væltede ud fra skonnerten, og beredskabet indsatte røgdykkere. Foto: Bo Lehm

Opdateret 30. maj 2024 kl. 07:48

Nordjyllands Beredskab fik onsdag kl. 17.53 et alarmopkald om mulig brand på et stort sejlskib i Thisted Havn.

Da brandfolkene ankom til havnen, kunne de se kraftig røg fra "Skonnerten Jylland" - et tremastet socialpædagogisk skibsprojekt med hjemhavn i Thisted.

Røgdykkere blev sat ind, og med vejledning fra skibets skipper fik de aktiveret et brandslukningsanlæg i skibets motorrum.

- Der var ingen personer på skibet, fortæller indsatsleder Troels Guldbrandtsen fra Nordjyllands Beredskab.

Brandfolk ilede ombord på skibet efter alarmmeldingen. Foto: Bo Lehm

Indsatslederen oplyser, at skibets skipper havde fået en melding på sin mobil fra en brandalarm på skibet, og derefter blev beredskabet alarmeret.

Røgen havde bredt sig inde i skibet, og røgdykkere gik i gang med at lufte ud.

På nuværende tidspunkt ved beredskabet ikke, hvorfor ilden opstod.

Skipper Niels Kristensen fortæller, at røgen kom fra motorrummet, og at det måske skyldes en el-kortslutning. I hvert fald lugtede der fælt af brændt plastic.

- Nu skal vi have overblik over, hvad der er sket, før vi kender konsekvenserne, siger Niels Kristensen.
Næste planlagte togt med skonnerten er om en måneds tid.

Forsiden