Badevand testet for PFAS: Kommune lytter til bekymring hos vinterbadere og surfere
Thisted Kommune har netop fået resultaterne af nye målinger
Opdateret kl. 16:38
THISTED: Selv om de fleste mennesker ikke synes, at badesæsonen er startet endnu, så har Thisted Kommune valgt at lytte til de bekymringer, som blandt andre vinterbadere og surfere har givet udtryk for, når det gælder de sundhedsskadelige PFAS-stoffer. Derfor fik kommunen i januar taget nye målinger af badevandet på fem lokaliteter, og nu er resultaterne klar.
Prøverne er taget ved strandene i Nr. Vorupør, Klitmøller og Krik Vig samt i havbadet i Nr. Vorupør samt ved Thisted Søbad. Der er analyseret for 12 PFAS-stoffer.
- Målingerne er langt under Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi for PFAS-stoffer i badevand, så tallene giver ikke anledning til bekymring, siger Jannie Kalør Svendsen, miljøsagsbehandler ved Thisted Kommune. Hun fortsætter:
- Vi har taget de her ekstra målinger, fordi vi ved, at der er så mange, der bruger vandet, også på det her tidspunkt. Her i Thy er der rigtig mange aktiviteter i vandet hele året rundt. Ikke kun vinterbadere, men også surfere, og de har også været bekymrede.
Samtidig har kommunen ønsket at følge op på de målinger i badevandet, Miljøstyrelsen bad landets kommuner om at foretage i sommer.
- Dengang var målingerne heller ikke over grænseværdien, oplyser Jannie Kalør Svendsen.
Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi for badevand er 0,04 µg/L for summen af fire udvalgte fluorstoffer. Thisted Kommune har målt for 12 stoffer, men resultaterne ligger stadig langt under grænseværdien.
Det højeste indhold af de fire PFAS-stoffer blev målt i havbadet, hvor indholdet var 0,016. I vandet ved Klitmøller var indholdet 0,010, mens det ved Thisted Søbad var 0,0011.
Miljøsagsbehandleren oplyser, at der ikke er taget stilling til, om kommunen vil foretage nye prøver til sommer.
- På det her område tager vi det lidt, som det kommer, for der kommer hele tiden ny viden, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.