Energi

Bombe under økonomisk trængt havn: Havvindmøller på stand-by

Opførelsen af nye havvindmølleparker kan blive forsinket, og det kan komme på tværs af planerne for en omstilling af forretningen i Hanstholm Havn til en fremtidig status som forsynings- og servicehavn for havvindmølleparker

Fremover vil Hanstholm Havn have en større luns af den grønne omstilling og af de forretninger, den kan give, end tilfældet er nu, hvor havnen bruges som indskibningshavn af vindmølledele til testcentret i Østerild.
Fremover vil Hanstholm Havn have en større luns af den grønne omstilling og af de forretninger, den kan give, end tilfældet er nu, hvor havnen bruges som indskibningshavn af vindmølledele til testcentret i Østerild. Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret kl. 19:04

HANSTHOLM: Da Energistyrelsen forleden meddelte, at sagsbehandlingen af flere såkaldte "Åben dør"-projekter for fremtidige havvindmølleparker var stillet i bero for at undgå en mulig konflikt med EU-regler, var det langt fra en nyhed, der gik Hanstholm Havns vej.

Hanstholm Havn ændrede fra årsskiftet status fra at være kommunal selvstyrehavn til kommunal havn. Samtidig indfriede Thisted Kommune havnens akkumulerede underskud på 63 mio. kroner. 

6. februar oplyste borgmester Niels Jørgen Pedersen, at kommunen havde fået fem års afdragsfrihed på lån for 525 mio. kroner optaget i forbindelse med havneudvidelsen. Afdragsfriheden har stor betydning både for kommunens likviditet, men også fordi det giver fem års ro til at udvikle havnen som forretning. Et nyt forretningsområde kan være som forsynings- og servicehavn for kommende havvindmølleparker.

"Åben dør"-ordningen gør det muligt for virksomheder at søge om at få tildelt havarealer af staten uden betaling, hvis de til gengæld selv afholder alle udgifter til at udvikle og etablere et havvindmølleprojekt.

Dørlukningen berører 31 havvindmølleprojekter i 19 områder, hvoraf tre områder er interessante set fra Hanstholm Havn, og andre tre områder har interesse for andre nordjyske havne.

- Nyheden om dørlukningen er indiskutabelt dårlig for Hanstholm Havn. I bedste fald kan de projekter, der er søgt i nærheden af Hanstholm Havn, blive forsinket, i værste fald kan storskala grøn strøm til Hanstholm have meget lange udsigter, forklarer Jens Therkelsen fra Thisted Kommunes erhvervsafdeling.

Lige nu står der fire vindmøller øst for havnen, men mere vindenergi er en del af planen for havnens fremtidige forretningsudvikling, herunder også energi fra kommende havvindmølleparker med Hanstholm som forsynings- og servicehavn. Foto: Thisted kommune

En mulig forsinkelse af havvindmølleprojekterne kan få konsekvens for bestræbelserne på at gennemføre en forretningsmæssig omstilling af Hanstholm Havn, så den fremover kan få status som service- og forsyningshavn for kommende havvindmølleparker.

Her er en række projekter tilknyttet to områder i Nordsøen vest for Thy og et område i Vigsø Bugt ramt af dørlukningen.

- I forhold til to projekter ved Hanstholm, står havnen rigtig godt. Både som forsyningshavn i forbindelse med byggeprojekterne og senere, som servicehavn for de færdige vindmølleparker. Ser vi på projekterne længere ude i Nordsøen vest for Thy-kysten, er afstand et paramenter, som også spiller ind, når der skal udpeges en forsynings- og servicehavn, men Hanstholm vil fortsat være i spil. Den havn, som ligger tættest på en havvindmøllepark vil også være den havn, som har størst chance for at få strømmen i land og for at lave forretning på forsyning og service, siger Jens Therkelsen.

Som situationen er efter dørlukningen, vil havne på Vestkysten syd for Limfjorden drage fordel af at ligge tæt på allerede udpegede energiøer i Nordsøen. Det samme gælder eksempelvis Bornholm.

- Derfor er det lige nu nordjyske havne, Hanstholm, Hirtshals og Frederikshavn, som risikerer at blive tabere, hvis det ikke er muligt at realisere vindmølleprojekter i nærheden af havnene.

Jens Therkelsen understreger, at Thisted Kommune ikke forholder sig til, hvordan staten udbyder sine havområder.

- Men vi har en interesse i de forretningsmuligheder, der ligger for Hanstholm Havn og i adgangen til grøn strøm. Nu har lukningen af "Åben dør"-ordningen skabt en stor usikkerhed. Heldigvis har klima-, energi-, og forsyningsministeren lovet os et besøg næste gang han er i Nordjylland, og nu har vi i hvert fald et punkt til agendaen, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden