Brand under jorden: Må tage særlig metode i brug

En underjordisk brand er startet i et moseområde

Nordjyllands Beredskab må bruge en rendegraver til at hjælpe med slukningsarbejdet til en underjordisk brand nord for Snedsted. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Nordjyllands Beredskab må bruge en rendegraver til at hjælpe med slukningsarbejdet til en underjordisk brand nord for Snedsted. Foto: Bo Lehm

SNEDSTED:Et naturområde lidt nord for Snedsted er torsdag aften ramt af en særlig form for brand. Den foregår nemlig under jorden.

Det fortæller indsatsleder Troels Guldbrandsen fra Nordjyllands Beredskab.

Branden er startet i et moseområde, hvor jorden er ekstremt tør, og det giver ilden gode betingelser.

- Lige nu prøver vi at komme til bunds i det her. Vi har en rendegraver på vej, og den skal vi bruge til at grave i jorden, så vi kan se, hvor dybt ilden stikker, siger indsatslederen.

Torsdag aften klokken 22 kan beredskabet måle på overfladen, hvor det brænder. Det drejer sig om et område på 50-70 kvadratmeter.

Der er tale om et meget tørt område med organisk materiale, der kan brænde under jorden på grund af varmen.

For at slukke branden må beredskabet tage en særlig metode i brug. Her skal de omringen branden og stikke spyd ned i jorden. Derefter skal der vandes omkring spyddene, så jorden kan væddes nedefra og op.

Indsatslederen sammenligner branden teknisk med den, der i 2018 raserede i Dokkedal og strakte sig over længere tid. Men dog i et langt mindre størrelsesmæssigt omfang.

Her startede branden som en markbrand, men bredte sig til spagnumlag i mosejorden under marken og havde nær også bredt sig til det store naturområde Lille Vildmose.

Men en omfattende slukningsindsats fik inddæmmet branden.

Dengang brugte man en drone med termisk kamera til at spotte de varme punkter i jorden, så beredskabet vidste, hvor de skulle sætte ind.

Underjordisk brand

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.